Tilliden styrtdykker overalt

Erhvervslivets forventninger over en bred kam falder fortsat.

Tilliden i industrien samt i bygge- og anlægssektoren styrtdykker og ligger nu i det laveste niveau i 10 år, viser tal fra Danmarks Statistik. Omvendt bød januar på en lille stigning i serviceerhvervenes forventninger, dog ligger forventningerne til fremtiden fortsat i et meget lavt niveau. Økonom i Danske Bank Tore Damgaard Stramer forklarer de kraftigt faldende forventninger med, at industrien er ramt af den globale recession, der har sendt industrieksporten i gulvet, mens byggesektoren blandt andet er blevet knockoutet af faldende boligpriser samt stigende finansieringsomkostninger ved boligbyggeri - Der er altså ingen tvivl om at dansk erhvervsliv går en hård tid i møde - vi står nu i den værste krise i dansk erhvervsliv i det nye årtusinde. Hvor slem krisen bliver sammenlignet med kriserne i 1970'erne og 1980'erne er endnu vanskeligt at konkludere - men fortsætter den negative udvikling, vil der blive sat en ny kedelig "kriserekord" - det er der ingen tvivl om, siger han./ritzau/