Tillidsmand rystet over lukning af Martin

Rygterne om reduktion i produktionen har svirret, men 3F´s tillidsmand havde ikke ventet, at beskeden fra ledelsen ville være så dramatisk

Tillidsfolkene på Martins lysfabrik i Frederikshavn havde håbet på, at en del af produktionen kunne blive i byen. Men den mulighed er udelukket, oplyser Jesper Arenfeldt, 3F’s tillidsmand. Foto: Peter Broen.

Tillidsfolkene på Martins lysfabrik i Frederikshavn havde håbet på, at en del af produktionen kunne blive i byen. Men den mulighed er udelukket, oplyser Jesper Arenfeldt, 3F’s tillidsmand. Foto: Peter Broen.

FREDERIKSHAVN:Tillidsmand Jesper Arenfeldt fra 3F repræsenterer en stor del af de 185 fastansatte på lysfabrikken Martin by Harman. Ved middagstid onsdag fik han og resten af samarbejdsudvalget at vide, at fabrikken skal lukkes helt og produktionen af lysmaskiner flyttes til Ungarn.

- Det kom ikke bag på mig, at der var ændringer på vej. Rygterne har svirret de seneste tre-fire måneder. Men vi er rystede over, at det slet ikke er muligt at bevare arbejdspladser her i Frederikshavn, siger han.

Efter medarbejderne kl. 13.30 var blevet informeret på et stormøde, gik han og de øvrige tillidsvalgte i gang med forhandlinger med ledelsen om afviklingen af arbejdspladsen.

- I den forbindelse fik vi oplyst, at produktionen skal fortsætte uændret 5-6 måneder, at man vil starte et andet skift op. Det betyder, at der som planlagt skal indkaldes omkring 70 vikarer, som skal arbejde i aftenvagt, forklarer Jesper Arenfeldt.

Det betyder altså, at når fabrikken lukker vil 255 stå uden beskæftigelse.

- Vi skal nu i gang med at forhandle, hvordan vi kan fastholde folk her til at køre produktionen videre, forklarer tillidsrepræsentanten.

Tanken er, at man i en overgangsperiode vil køre produktion både i Frederikshavn og i Ungarn, indtil fabrikken i Ungarn er klar til overtage arbejdet med at fremstille avancerede lysmaskiner fuldstændig.

- Vi har ikke fået en eksakt dato, for hvornår vi lukker, men det kan blive pr 1. februar eller 1. marts eller måske allerede 31.12. Det er ikke besluttet, forklarer Jesper Arenfeldt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.