Skolevæsen

Tillidsøvelser til SSPF-dag

Alle 5. klasser i Brønderslev havde temadag om tillid og kammeratskab

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mahdi Al-Dalimi måtte en tur ned på græsset under tillidsøvelserne på SSPF-dagenFOTO: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:Skolegården på Skolegades Skole var fredag formiddag fuld af femteklasser. 230 børn fra femte klassetrin i hele kommunen var samlet til den årlige SSPF-dag. SSPF står for samarbejdet mellem skole, socialforvaltning, politi og fritidslivet. Temaet var i år ”En god kammerat”, og børnene brugte dagen på at danse linedance, lave tillidsøvelser arrangeret af Nordjyllands Idrætshøjskole og se teatergruppen Mariehønens forestilling ”Boomerant”, der handler om mobning. Mikkel Daniel Larsen fra 5. B på Skolegades Skole startede dagen på sportspladsen. Her blev han ført rundt igennem en forhindringsbane med bind for øjnene af skolekammeraterne Mette Kromand Nielsen og Phillip Nielsen. - Det er fun nok, men det var lidt svært at stole på de andre i starten, siger Mikkel Daniel Larsen. Alle tre er enige om, at det er ret sjovt at lave tillidsøvelser. De glæder sig især til at se skuespillet. Mette Kromand Nielsen har dog et enkelt klagepunkt. - Jeg har altså fået helt våde sokker, siger hun og peger ned på græsset, der endnu ikke er tørret i solen. Mahdi Al-Dalimi er også lige kommet igennem forhindringsbanen med bind for øjnene. Han er ved at børste det værste græs af sine bukser, fordi han faldt undervejs. - Aj altså, det er mine helt nye cowboybukser. Nu er de blevet beskidte, siger han, mens hans søster står og griner ved siden af. Bibliotekssalen på skolen er indtaget af 100 elever, der danser rundt i rækker til ”living next door to Alice”. Det er et ret kaotisk syn, men snakken mellem rækkerne er munter, og engagementet er stort blandt børnene. Mettine Thorsmark Madsen fra Toftegårdsskolen kan godt lide at danse. - Det sjoveste er, at man lærer trin som man ikke kende i forvejen.