Tilmeld dig i god tid

Vasaloppet er et meget populært løb, som det gælder om at tilmelde sig i god tid. Man kan tilmelde sig direkte på løbets hjemmeside, www.vasaloppet.se. Som dansker har man en ekstra mulighed, idet de omkringliggende lande hvert år får tildelt en kvote. Den danske kvote administreres af Dansk Skiforbund. Læs nærmere på www.dskif.dk. De sidste par år har antallet af danske deltagere ligget nogenlunde stabilt på 200-250 i selve Vasaloppet. Dertil kommer dem, der deltager i en af optaktskonkurrencerne. Vasaloppet er det bedst kendte af en række forskellige langdistanceløb inden for langrend. 14 af dem er samlet i sammenslutningen Worldloppet, der tæller løb på fire forskellige kontinenter. For at kalde sig et langdistanceløb skal længden minimum være på 42 km. Udover Vasaloppet vil mange danske langrendsløbere have hørt om Birkebeinerrennet fra Rena til Lillehammer i Norge samt Marcialongo i Italien. Sidstnævnte er speciel derved, at deltagerne undervejs kan vælge rødvin i stedet for vand eller saft på væskeposterne, og det skulle efter sigende give en fantastisk god stemning undervejs. Læs mere på www.worldloppet.com