Musik

Tilmeldingerne strømmer ind

Fjerritslev Musikskole oplever stor interesse for undervisning og bands

FJERRITSLEV:Tilmeldingerne til Fjerritslev Musikskole strømmer ind i disse dage, fortæller musikiskolens leder Jens Hostrup. - På nuværende tidspunkt har vi flere elever til det kommende skoleår, end vi havde på samme tidspunkt sidste år, konstaterer en glad leder. Eleverne ønsker at spille på alt fra klaver og keyboard, violin, saxofon, blokfløjte, klarinet, elbas, elguitar og klassisk guitar. - En enkelt elev har sågar meldt sig til tuba, hvilket er meget ualmindeligt nu om stunder, siger Jens Hostrup. Mange elever ønsker at spille både solo og samtidig være med i noget sammenspil eller et band. - Det er en glædelig tendens, som er med til at styrke den sociale side af musikudøvelsen, mener lederen. For de voksne er der mulighed for at spille med i musikskolens voksenorkester, der både spiller folkemusik og klassisk musik. Også her er der en stigende interesse, oplyser Jens Hostrup men tilføjer, at der altid er plads til flere. Med hensyn til de mindre børn er tendensen den samme samme som de øvrige år: Det går lidt trægt med at få tilmeldt sig inden for den ordinære tilmeldingsperiode. - Der er masser af plads på børneholdene, så af hensyn til ansættelser af lærere til fagene ser vi gerne, at man tilmelder sig snarest, understreger Jens Hostrup. Der er plads på musikalsk legestue for de tre- til femårige, musikalsk værksted for de seks- til otteårige, Miniband, Musikkarussel og andre hold. Derimod skal man være meget hurtig for at nå at komme med på instrumentalundervisning, idet musikskolen er tæt på det antal, der er plads til. Rent geografisk fordeler eleverne sig således, at der er flest i Fjerritslev. Dernæst kommer Hjortdal efterfulgt af Ørebro. Fra Thorup/Klim området er der i år også en del tilmeldinger og færrest i Trekroner. - Vi arbejder på at få en jævn fordeling over hele kommunen, hvilket nok vil tage et par år endnu at opnå, slutter musikskolens leder.