EMNER

Tilmeldingsrekord til ungdomsskole

Over 1600 unge vil bruge den nye ungdomsskoles tilbud

Pe­ter Ves­ter­ga­ard: Vi er helt over­væl­de­de.

Pe­ter Ves­ter­ga­ard: Vi er helt over­væl­de­de.

BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND:Den kommende storkommunes ungdomsskole har fået et overvældende stort antal tilmeldinger til den kommende sæson: Hele 1600 unge. - Faktisk er vi nu over 1600 - jeg er helt forbavset og overvældet. Sidste år var der ca. 350 i Dronninglund og 650 i Brønderslev, så det er en stor stigning, fortæller ungdomsskoleinspektør Peter Vestergaard. Han tilføjer, at det skal ses på beggrund af, at der allerede sidste var en fremgang på 200 i Brønderslev. Men det betyder, at ungdomsskolen er nødt til at spare på andre felter. - Når de kommer til os i så stort tal, kan det være mere end svært at få det til at hænge sammen økonomisk. For ikke at skuffe nogen er vi nødt til at barbere lidt i ungdoms- og juniorklubberne, som får færre timer. Vi skærer i materialerne og de får en kortere sæson. Men Peter Vestergaard mener, at der er tale om luksusproblemer. - Det overvældende antal tilmeldinger er bare dejligt, understreger han. De opretter 73 hold i alt - ca. 60 forskellige. - På mange hold er så mange tilmeldte, at vi har været nødt til at lave fra to-otte hold inden for samme fag. Vi prøver så at fordele holdene over hele sæsonen og geografisk over hele storkommunen. Andre er droppet på grund af for lille tilslutning. - Alle elever får besked med brev senest på mandag om, hvilke hold de er på og hvilke der er aflyst. Nyt 1. hjælp kursus De mest populære hold er: Knallert med 190, Styling 156, Konfirmandweekend 131, Østrig-tur 110, Multinat 89, Styrketræning for piger 58, Folkeræs/motorlære 46, Tøseweekend 45 og Rollespil 42. Turen til Paris er allerede et lukket hold med 63 tilmeldte, selv om holdet først skal afsted i påsken 2007. I år bliver der også oprette hold i sprog og matematik. Der er enkelte ledige pladser på nogle af kurserne, og så varsler ungdomsskoleinspektøren et nyt kursus: - Fra 1. oktober bliver det obligatorisk at tage kursus i førstehjælp, hvis man skal have kørekort - uanset om det er til bil eller traktor. Derfor starter vi kurser i førstehjælp. De fleste kurser starter omkring 1. oktober - førstehjælp lidt senere. Siden ungdomsskolens hjemmeside blev oprettet 1. august har der været 10.000 besøgende.