Tilskuds-sag sendt retur
Tilskuddene til foreningslivet er ulige fordelt, og Frederikshavner Ordningen skal atter under kniven

Formanden for FUF, Henrik Carlsen, roser politikerne for at have lyttet til kritikken. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
FREDERIKSHAVN:På byrådets møde onsdag aften var en friseret og nydeligt klædt Frederikshavner Ordning klar til at blive konfirmeret af politikerne.
Men formanden for kultur- og fritidsudvalget, Mogens Brag (V), bekendtgjorde, at det er nødvendigt at finpudse et par detaljer i ordningen, inden den bliver vedtaget.
Frederikshavner Ordningen er en slags pengekasse, der skal sikre, at forenings- og fritidsliv får et økonomisk tilskud, og ordningen favoriserer især børn og unge under 25 år. Men kommunen skal spare, og derfor har det været nødvendigt at skære i tilskuddene.
Og som nævnt har det vist sig, at det samtidig er nødvendigt, at kultur- og fritidsudvalget får justeret at par ting.
- Frederikshavner Ordningen berører en stor del af borgerne i kommunen. Men tilskuddene mangler at blive harmoniseret, siger byrådsmedlem Peter Nielsen (K).
I følge Peter Nielsen betaler man i de gamle Sæby- og Skagen kommuner for eksempel mere for at træne i de forskellige haller og centre end i den gamle Frederikshavn Kommune. Gebyr og leje i kommunen har dermed forskelligt prisniveau, hvilket er et af de punkter, som politikerne i kultur- og fritidsudvalget nu ser nærmere på.
Formanden for FUF - Frederikshavn Ungdoms Fællesråd - Henrik Carlsen, glæder sig over, at politikerne vil genbehandle Frederikshavner Ordningen.
- Jeg glæder mig over, der politisk er lyttet, og at det ser ud til, at kommende ændringer i Frederikshavner Ordningen fortsat skal godkendes af byrådet og ikke bare af politikerne i kultur- og fritidsudvalget, siger Henrik Carlsen.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.