Tilskuerdyk i ADH-lejr

I gennemsnit 733 færre har set Aalborg DHs hjemmekampe

AALBORG:- Folk er blevet mere kræsne, og så har vi i en enkelt kamp været samspilsramte. Sådan forklarer den daglige leder af administrationen hos Aalborg DH, Jan Hansen, at klubbens hold i GuldBagerenligaen igen i år med stor sandsynlighed må notere et fald i tilskuertallet pr. kamp. I de første syv hjemmekampe i denne sæson har Aalborg DH kunnet trække 2819 tilskuere i gennemsnit, mens gennemsnittet for alle sæsonens grundspilskampe i 2007-08 sæsonen var på 3552 og sæsonen forinden helt oppe på 3881 tilskuere i gennemsnit i grundspilskampene. Alligevel har Aalborg DH ligaens suverænt højeste gennemsnit igen i år. - Jeg tror, at folk vil se giraffen. Vi havde et fint tilskuertal til kampen mod FC København, og jeg tror, at det var Anja Andersen, der jo før har lavet scener heroppe, som folk kom for at se. - Og til hjemmekampen mod Viborg var vi ramt af, at AaB spillede Champions League fodbold samme aften. Derfor så urealistisk få den kamp, konstaterer Jan Hansen. Mod FCK trak Aalborg DH sæsonens højeste tilskuertal med 3915 tilskuere, mens det mod Viborg var helt nede på 2874. - Vi har til gengæld et kanonprogram her til slut. - Med spændende og afgørende kampe for en slutspilsplacering tror jeg på, at vi kan trække mange tilskuere i de resterende hjemmekampe. - Vi har bl.a. Randers hjemme, og den skal nok trække tilskuere, mener Jan Hansen. Generelt mener han hidtil i sæsonen at kunne konstatere, at eftermiddagskampe om lørdagen er skidt for tilskuertallet. - Onsdags og søndagskampe passer bedre til folks familieliv. Og vi vil da forsøge at påvirke planlægningen af næste sæsons kampe i den retning, konstaterer Jan Hansen.