Coronavirus

Tilskuerordning i Superligaen suspenderes i hovedstaden

Der vil maksimalt kunne komme 500 personer på stadion til kampen mellem FC København og Brøndby i Parken.

Brøndby havde 6755 tilskuere på lægterne til kampen hjemme mod FC Nordsjælland. I den næste hjemmekamp mod AC Horsens må klubben kun have 500 personer til stede på stadion i alt.

Brøndby havde 6755 tilskuere på lægterne til kampen hjemme mod FC Nordsjælland. I den næste hjemmekamp mod AC Horsens må klubben kun have 500 personer til stede på stadion i alt.

KØBENHAVN:Ordningen for afvikling af fodboldkampe i Superligaen med mere end 500 personer stoppes på grund af coronavirus i hovedstadskommunerne, oplyser regeringen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortæller på et pressemøde tirsdag, at der vil være færre tilskuere tilladt frem til 1. oktober.

- Vi skærper ordningen for afvikling af superligakampe. Der må kun være 500 mennesker fysisk til stede på stadion, siger Heunicke.

De 500 personer inkluderer spillere, trænere, stab, bolddrenge og tilskuere, så det reelle tilskuertal på lægterne vil være lavere end 500.

Tiltaget gælder i 17 kommuner - heriblandt Københavns Kommune, Brøndby Kommune og Lyngby-Tårbæk Kommune. Det vil i Superligaen gå ud over Lyngby, Brøndby samt FC København.

Det vil dermed blandt andet gå ud over søndagens derby i Parken i København.

Der vil maksimalt kunne komme 500 personer på stadion til kampen mellem FC København og Brøndby.

Derudover vil Brøndbys hjemmekamp mod AC Horsens 27. september maksimalt kunne huse 500 personer.

Brøndby meddeler på sin hjemmeside, at klubben på grund af coronatiltagene ikke vil gennemføre det planlagte billetsalg til kampen mod Horsens.

Lyngby har ingen hjemmekampe inden 1. oktober. Lyngby spiller ude i de to ramte spillerunder.

De seneste tiltag kommer, efter at sundhedsmyndighederne har foretaget en samlet vurdering af smittesituationen i Danmark med fokus på lokale udbrud.

Det gælder særligt kommuner i hovedstadsområdet, hvor der ses en fortsat - og i flere kommuner stigende - smittespredning med hovedsageligt spredte smittekilder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.