Tilskuertallet skal fordobles

AALBORG:Det lave tilskuertal til AaB's 2-0 sejr i Superligaen i fodbold lørdag eftermiddag på Aalborg Stadion over FC Nordsjælland er naturligt nok ikke noget, der huer i AaB-lejren. Men sportsdirektør Lynge Jacobsen er ikke i tvivl om, at spilletidspunktet, kl. 15, på en lørdag, er det værst tænkelige, og stærkt medvirkende til, at folk møder op i så relativt et beskedent antal. - Alle nordjyder, som selv spiller fodbold, er stort set afskåret fra at komme på det tidspunkt. - Nu skal vi igen spille lørdagskamp, men heldigvis kl. 17 mod Esbjerg, og så er jeg overbevist om, at vi nok skal se et helt anderledes tilskuertal. At AaB igen har fået snor i de foranliggende hold, og den kendsgerning, at Esbjerg er en mere attraktiv modstander end FC Nordsjælland, spiller også ind. Men i AaB har man samtidig besluttet at gøre noget for sine samarbejdsklubber, så ungdomsmedlemmer herfra kan komme ind til kampen. - Samtidig fik vi en fantastisk opbakning fra vore supportere, så medlemmerne af supporter-klubben får på lørdag mulighed for at komme ind til halv pris. Vi vil godt påskønne den indsats, de gjorde, lyder det fra Lynge Jacobsen. Nu glæder det naturligvis også ham, at AaB for alvor har gjort væsen af sig på Aalborg Stadion med en serie på ni Superliga-kampe uden nederlag, hvoraf de seks er vundet. - Tingene hænger jo også sådan sammen, at når vi vinder, og når vi kan være med oppe i den rigtige ende af tabellen, så kommer publikum også til vore kampe, så jeg tror, det er realistisk at se op mod en fordobling af tilskuertallet til på lørdag, lyder det fra sportsdirektøren. 4.446 så kampen mod FC Nordsjælland, så Lynge Jacobsen sætter næsen op efter at få 8.000 ind til kampen mod vestjyderne.