EMNER

Tilstår at han satte ild til mand

En yngre mand meldte sig søndag formiddag til politiet og indrømmede at det var ham, der lørdag, under karnevallet, satte ild til en gruppe unge mænd i Vejgaard, der var klædt ud som kaniner.

Karnevalsdeltagerne var iført hvide dragter belagt med pladevat, og manden har forklaret, at han i kådhed ville sætte ild til nogle små totter vat, som normalt ikke kan brænde. Men fordi vattet var limet på stof, antændte ilden limen, og flammerne bredte sig med eksplosionsagtig hastighed, og sprang fra den første mand videre til to kammerater, der var iført i lignende kostumer. Den ene blev så alvorligt forbrændt, at han måtte overføres til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet, mens en anden blev indlagt på Aalborg Sygehus. Begge er uden for livsfare. Manden der meldte sig selv er sigtet for i kådhed at have bragt andres liv i fare, og fremstilles i grundlovsforhør mandag.