Tilstår blodigt røveri

København, lørdag /ritzau/ Den mand, som ifølge politiet stak en kunde i halsen under et posthusrøveri, er nu blevet fængslet. Pengene skulle finansiere et heroinmisbrug. Ved at snyde med blodprøverne, lykkedes det for en 35-årig indsat at få juleudgang fra Vridsløselille. For egentligt havde han et heroinmisbrug i fængslet, men han havde altså held til at overbevise personalet om, at han var clean, så han kunne komme ud i julen. Sådan forklarede manden, da han lørdag blev ført ind i retten som sigtet for drabsforsøg under et posthusrøveri i Lyngby. Han erkendte røveriet mod posthuset og et tidligere røveri mod en Irma-forretning. Men da han ikke kunne huske præcist, hvad der var sket i de sekunder, hvor en 50-årig mand blev stukket ned, ville han ikke tilstå drabsforsøget. Det var fredag at et par kunder på postkontoret i Jernbanegade valgte at springe på en knivbevæbnet røver, der netop havde forsynet sig med 10.000 kroner fra kassen. Den 50-årige mand blev stukket i halsen og fik ødelagt sit luftrør, da røveren satte sig til modværge, men er nu uden for livsfare. Det lykkedes de andre tilstedeværende at holde den 35-årige tilbage, indtil politiet nåede frem. Manden er i øjeblikket ved at afsone to tidligere røveridomme på hhv. fem og otte års fængsel. Han forklarede i retten, at han med røverierne forsøgte at rejse penge til sit misbrug af heroin. /ritzau/