Voldtægt

Tilstår voldtægter af 10-årig

Sønderborg, tirsdag /ritzau/ Mand tilstår at have voldtaget en kun 10-årig pige to gange i området ved Sønderborg. En 42-årig mand blev tirsdag fængslet for at have slået og voldtaget en 10-årig pige to gange. Retsmødet i Sønderborg blev holdt for lukkede døre, men manden indledte retsmødet med at tilstå, og han var villig til at forklare om sin opfattelse af sagen. På grund af dørlukningen kan vicepolitiinspektør Preben Westh dog ikke udtale sig yderligere om, hvad den sigtede forklarede. Det var mandag aften, at den 10-årige pige var på vej hjem fra ridning. - Han kommer i kontakt med hende ved at sige, at hun har tabt noget. Men det ender med, at han tvinger hende med på knallerten. Han kører rundt med hende i området og begår fuldbyrdet voldtægt to gange, dels i nærheden af Sønderborg Rideskole, dels i nærheden af den gamle Mommarkbane i Vollerup, fortæller vicepolitiinspektøren. Efterfølgende slipper manden pigen løs igen, så hun kan finde tilbage til sin cykel og cykle hjem. Ifølge sigtelserne har manden flere gange også slået pigen. Politiet gik mandag aften straks i gang med at forhøre folk i området. Det førte politiet blandt andet frem til en lokal tankstation, hvor personalet ud fra pigens beskrivelse kunne udpege en mand, der tidligere på aftenen havde været på stedet. Det lykkedes politiet at sikre billeder af manden fra stedets overvågningskamera, og da manden i forvejen var kendt af efterforskerne, kunne betjentene anholde ham kort efter. /ritzau/