Lokalpolitik

Tilsted-hal trods nej til møller

Initiativtagere har ikke fortrudt tilbud om vindmøllefinansiering

Skitseforslag til en idrætshsal ved Tilsted Skole. Illustration: Grøkjær A/S

Skitseforslag til en idrætshsal ved Tilsted Skole. Illustration: Grøkjær A/S

TILSTED:Hele vejen rundt i Thisted Byråd har politikerne lagt afstand til tilbuddet fra familien Sejersbøl om at finansiere driften af en ny idrætshal i Tilsted med penge fra nye vindmøller ved Tilsted.

Efter byrådsmødet forleden står det nu klart, at vindmølleprojektet ikke bliver til noget. Men det har ikke forringet Tilsteds chancer for at få en hal, mener Aage Kær, talsmand for den gruppe Tilsted-borgere, der arbejder for sagen.
- Vi har fået henvendelser fra andre i Tilsted-området, der også gerne vil lægge penge i projektet på en eller anden facon. Jeg vil ikke udelukke, at det også kunne blive i form af driftsmidler, siger han.
Tilbuddet fra familien Sejersbøl om et årligt driftstilskud på 275.000 kroner til hallen er blevet udlagt som et forsøg på at presse politikerne til at sige ja til vindmøllerne ved Tilsted.
Resultatet blev måske det stik modsatte. Kun et enkelt byrådsmedlem stemte for, at Tilsted skulle med i kommunens nye vindmølleplan.
Alligevel har Aage Kær ikke fortrudt samarbejdet med familien Sejersbøl om det uortodokse tilbud.
- Vi har spillet med åbne kort. Og jeg synes, det er svært at klandre nogen for at ville gøre noget godt for lokalsamfundet, siger han.
Haludvalget sendte i december sidste år en ansøgning til Thisted Kommune om en idrætshal ved Tilsted Skole. Her vil man ifølge udvalget kunne bygge en 1400 kvadratmeter stor hal for under otte millioner krone.
En mindre hal - en såkaldt multihal - vil kunne opføres for omkring fem millioner. Ifølge Aage Kær er omklædnings- og brusefaciliteterne og skolens nuværende gymnastiksal i så dårlig stand, at kommunen i alle tilfælde skal ofre et millionbeløb.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.