Tilsyn kan fyre bankchefer

KØBENHAVN:Finanstilsynet skal i fremtiden have magt til at fyre bankdirektører og bestyrelsesmedlemmer, hvis tilsynet mener, at de udviser uforsvarlig ledelse. Det fremgår ifølge dagbladet Børsen af et lovudkast fra regeringen. Dermed skærpes Finanstilsynets beføjelser over finanssektoren. - Fremover får vi mulighed for at afsætte bestyrelsesmedlemmer og direktører, som, vi mener, er til skade for virksomheden, siger Finanstilsynets direktør, Henrik Bjerre-Nielsen. Finanssektoren er bekymret for retssikkerheden i tilsynets nye magtmidler og kræver en ankeinstans. /ritzau/