Musik

Tilsyn ser på Larsens røg

Direktør på Musikhuset i Esbjerg vil tillade, at Kim Larsen ryger

Arbejdstilsynet mener ikke, at Larsens rygning er en del af hans kunst.		Foto: Scanpix

Arbejdstilsynet mener ikke, at Larsens rygning er en del af hans kunst. Foto: Scanpix

ESBJERG:Kim Larsens røg på scenen i Musikhuset i Esbjerg i næste uge bliver nu en sag for Arbejdstilsynet. Ifølge JydskeVestkysten kan Musikhusets direktør, Torben Seldrup, vente en henvendelse fra Arbejdstilsynet, fordi direktøren vil give Kim Larsen tilladelse til at ryge under to koncerter i Musikhuset i næste uge. Direktøren mener, Kim Larsens rygning er "en del af en folkekær musikers kunstneriske udtryk". Men Arbejdstilsynet er ikke enig i, at det er nok til at omgå rygeloven. - Vi har noteret os presseomtalen, og der er blot det at sige til det, at der ikke er mulighed for dispensation fra rygeloven alt efter, om nogen nu generes af røgen eller ej. Vi vil naturligvis følge op på den pågældende sag. Det kunne være i form af et tilsynsbesøg og en orientering om, hvad de gældende regler er, siger kredschef hos Arbejdstilsynet, Jan Møller Mikkelsen. Han understreger, at det enkelte spillested er ansvarligt for, at loven overholdes. - Det er ikke sådan, at vi render rundt og hiver cigaretter ud af munden på folk, siger han. Larsens manager, Jørn "Ørn" Jeppesen, afviser dog over for fyens.dk, at den populære sanger vil ryge på scenen i sine kommende koncerter. - Ingen har undersøgt, om han faktisk ryger på scenen. Det har han ikke gjort i den her koncertrække, siger sangerens manager Jørn Jeppesen og fortsætter: - Så vidt vi ved, har alle overlevet koncerterne indtil videre. Jeg synes, at folk skal tage og komme til koncerten, siger Jørn Jeppesen til fyens.dk. Kim Larsen selv har ingen kommentarer. /ritzau/