Tilsynsråd frikender Hobro for lovbrud

Hobro 25. september 2002 08:00

HOBRO: Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt frikender Hobro Kommune for lovbrud i håndteringen af reglerne for tagene på gågadens huse. Afgørelsen falder efter en klage rejst af tømrermester Steffen Torp Jacobsen. Han fik i 2000 afslag på at lægge et sort Decra-tag på sin ejendom i Adelgade 13, fordi lokalplanen kræver rødt tegltag. I maj opdagde han imidlertid, at Sparekassen Hobro i strid med lokalplanen havde lagt betonsten på et hus i Adelgade 25. Den bygning er omfattet af samme lokalplan. Steffen Torp Jacobsen klagede til tilsynsrådet med påstand om, at Hobro Kommune har svigtet sin tilsynspligt. Kommunen reagerede ved at rykke ud og give dispensation til sparekassen. Siden har teknisk udvalg også vendt på en tallerken og givet Steffen Torp Jacobsen tilladelse til at benytte Decra på Adelgade 13, som blandt andet huser Fætter BR. Tilsynsrådet mener ikke, at kommunen har gjort noget ulovligt. En kommune har ikke pligt til aktivt at gå ud og kontrollere, om borgerne følger reglerne. Derimod skal kommunen handle, hvis den bliver gjort bekendt med mulige overtrædelser. Handling kan enten betyde, at kommunen kræver ulovlige tage udskiftet med et lovligt materiale. Men kommunen kan også retligt gøre bygningen lovlig ved at give en dispensation. Og det har Hobro Kommune altså gjort i sagen om sparekassens tag. Sparekassen Hobro ejer to baghuse i Adelgade 25. Det ene fik nyt betontag i 1986. I 1989 lavede kommunen så en lokalplan for området. Den kræver ægte teglsten på toppen af husene. I 1995 skiftede sparekassen taget på det andet baghus, og brugte også her betonsten, så det lignede nabobygningen. Teknisk udvalg har under behandling af sagen kigget på tagene og erkendt, at det er svært at se forskel på tegl og beton. Hobro Kommune har i år fået ansat en stadsarkitekt, der skal arbejde med lokalplaner og materialekrav i midtbyen. -øst

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...