Tiltale: Skød otte gange for at dræbe

Fredag begyndte retssagen mod to unge mænd, der er tiltalt for at have åbnet ild mod menneskemængde foran Kiwi i Aalborg Øst

Jesper Ramsing
Foto Jan Pedersen
Kriminalitet 19. januar 2018 16:09 - Opdateret 19. januar 2018 17:49

AALBORG: En mand blev skudt i knæet og en anden kørt ned af en bil under et dramatisk opgør på parkeringspladsen foran Kiwi på Saltumvej i Aalborg Øst sidste år. Her blev der affyret flere skud mod en menneskemængde, og nogle af skuddene fortsatte ind i Kiwi.

Fredag begyndte retssagen mod en 23-årig og en 26-årig mand, der begge er tiltalt for drabsforsøg og for at have udsat andre for fare i forbindelse med skyderiet. Det er nemlig anklagemyndighedens opfattelse, at begge mænd havde til hensigt at dræbe og i den forbindelse udsatte andre for fare.

De nægter sig begge skyldige.

Otte skud

Skyderiet på parkeringspladsen fandt sted 2. april omkring klokken 21, hvor der blev affyret otte skud mod menneskemængden. En mand ramt i knæet af et skud, og fire andre skud gik gennem facaden på Kiwi og fortsatte ind i butikkens pakkeudlevering. Ingen blev dog ramt af de vildfarne skud.

Dramaet sluttede dog ikke her, for efter skyderiet blev en mand påkørt af en bil, der var på vej væk fra stedet. Påkørslen var så kraftig, at manden blev slynget op på bilens forrude og fik skader på skulder og i maven.

Under første retsmøde i sagen ønskede den 23-årige tiltalte ikke at afgive forklaring. Den 26-årige ville gerne svare på spørgsmål, men indledte med at sige, at han kun ville fortælle om sig selv, og altså ikke ønskede at fortælle noget som helst om andre - herunder hvem der var til stede den aften skyderiet fandt sted.

Den 26-årige erkendte, at han var til stede under skyderiet, og at det var ham der kørte den sølvgrå Ford Mondeo, der senere er blevet udpeget som gerningsmændenes bil. Under retsmøde kom det nemlig frem, at politiet havde fundet dna fra de to tiltale i bilen, samt et patronhylster, der passede med de hylstre, der var fundet på gerningsstedet.

- Jeg var bange

I retten forklarede den 26-årige, at han kørte rundt i bilen sammen med nogle kammerater, og at de kørte ind til Kiwi på Saltumvej for at købe cigaretter. Han forklarede, at han ikke kendte noget til, at nogen havde aftalt et møde på parkeringspladsen, og han vidste heller ikke, om der var nogen, der havde våben med.

Ifølge den 26-årige steg to personer ud af bilen, og kort tid efter hørte han skud.

- Jeg gik i chok og satte bilen i gear og begyndte at køre, fordi jeg fornemmede, at der blev skudt mod bilen. På vej væk var der en, der hoppede ud foran bilen. Jeg forsøgte at undvige ham, men jeg kom til at ramme ham, forklarede den 26-årige i retten.

- Jeg ville bare stikke af, fordi jeg var bange for skyderiet, sagde han.

Erkender knivstik

Udover tiltalen for drabsforsøg, er den 23-årige også tiltalt for to knivstikkerier under karnevalet 2017. Her blev en mand stukket i maven og en anden i hånden. Ingen var i livsfare som følge af knivstikkerierne.

Den 23-årige erkendte knivoverfaldet, men ønskede ikke at udtale sig yderligere.

Sagen mod de to mænd fortsætter i næste uge, og der forventes at falde dom 6. februar. Anklagemyndigheden forventes at nedlægge påstand om fængsel i over fire år.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...