Tiltale: 62 millioner blev vekslet i Polen for narkobande

Sorte millioner blev afleveret i souvenirbutikker i København, hævder politiet i sag om Operation Goldfinger.

En domsmandsret i Københavns Byret skal afgøre, om en mand gjorde sig skyldig i hæleri ved at rejse til Polen med 62 millioner kroner, som skulle veksles til euro. (Arkivfoto)

En domsmandsret i Københavns Byret skal afgøre, om en mand gjorde sig skyldig i hæleri ved at rejse til Polen med 62 millioner kroner, som skulle veksles til euro. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Omsætningen var enorm i en kriminel forretning, som en gruppe mænd anklages for at have drevet gennem flere år.

I alt blev der indsmuglet ni ton kokain til Sverige og Danmark, mener anklagemyndighed og politi i sagen, som er blevet kaldt Operation Goldfinger.

Og pengestrømmene i forbindelse med køb og salg var ganske store.

I løbet af blot et halvt år blev der således bragt 62 millioner kroner til Polen, hvor de blev vekslet til euro og derefter transporteret tilbage til Malmø.

Det mener i hvert fald anklagemyndigheden, der har rejst tiltale mod en mand for hæleri med hensyn til millionerne. Han vidste, hævdes det, at pengene stammede fra lovovertrædelser.

Flere gange foretog den tiltalte rejser og vekslinger for én af de 15 mænd, der er anklaget i hovedsagen om narkotika, påstås det i anklageskriftet fra Københavns Politi.

Pengerejserne skal være sket i perioden fra februar 2019 og frem til juni samme år.

På det tidspunkt gik en større politistyrke i aktion efter at have efterforsket sagen med kolleger fra Albanien, Belgien, Holland, Slovenien, Sverige og Tyskland.

Den tiltalte hævdes i Malmø at have afleveret de omvekslede millioner til andre mænd, som derefter bragte dem videre til københavnske souvenirbutikker.

Her blev eurosedlerne igen afhentet af andre, som brugte pengene til indkøb af nye portioner kokain, mener anklagemyndigheden.

Københavns Byret tager fat på hælerisagen fredag i den kommende uge. Der er afsat yderligere to retsmøder, før dommen ventes sidst på måneden.

Tidligere er der rejst tiltale mod en anden mand, der også skal have assisteret med at håndtere netværkets finanser.

Det er en mand, der med bus skal have bragt i alt 30 millioner kroner til Makedonien. Hvornår denne sag vil blive afgjort, er endnu uafklaret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.