Tiltale mod E-Husets direktører

København, torsdag /ritzau/ Bagmandspolitiet rejser tiltale for fusk med regnskaber mod det nu lukkede eHusets tidligere finansdirektør, Kurt Wamberg, samt to tidligere direktører. Bagmandspolitiet rejser tiltale for fusk med regnskaber mod det nu lukkede it-firma eHusets tidligere finansdirektør, Kurt Wamberg, samt to tidligere direktører. De tre direktører fra den krakkede it-virksomhed risikerer fængselsstraffe for at have pustet luft i regnskaberne og manipuleret med selskabets aktiekurs. Kurt Wamberg blev sigtet i juli 2001, mens direktørerne Claus Erik Christoffersen og Torben Krog blev sigtet i januar 2003, efter at sagen havde været efterforsket i længere tid. Alle tre bliver tiltalt for regnskabsfusk og kursmanipulation. Bagmandspolitiet har derimod ikke rejst tiltale for insiderhandel, hvilket Wamberg oprindeligt var sigtet for. Wamberg blev bortvist i februar 2001 af den daværende bestyrelse og direktion, men hævdede efterfølgende, at de også kendte til procedurerne med at pynte på regnskabstallene. /ritzau/