Seksuelle overgreb

To skolepiger tvunget til at befamle pædagogmedhjælper

En 22-årig mand er blevet dømt for at have krænket to skolepiger på i dag 9 og 10 år i en sfo i Valby.

En pædagogmedhjælper udsatte to piger for blufærdighedskrænkelse ved at få dem til at lægge hånden på hans penis uden på tøjet. (Arkivfoto)

En pædagogmedhjælper udsatte to piger for blufærdighedskrænkelse ved at få dem til at lægge hånden på hans penis uden på tøjet. (Arkivfoto)

FREDERIKSBERG:En stribe mødre og fædre tog onsdag plads i Retten på Frederiksberg for at overvære en retssag mod en 22-årig mand, der tidligere har haft sin daglige gang i en sfo.

Manden er i sagen blevet dømt for at have blufærdighedskrænket to piger, mens han arbejdede som pædagogmedhjælper i institutionen. Overgrebene skete i løbet af sommeren sidste år.

Straffen lyder på 30 dages betinget fængsel. Hertil er knyttet en prøveperiode på to år. Normalt er der kun en prøvetid på det halve. Derudover skal han betale erstatning til de to piger.

I det ene tilfælde krænkede den 22-årige en i dag 9-årig pige, da hun flere gange enten sad ved siden af ham eller på hans skød. Her tog han hendes hånd og lagde den oven på sin penis uden på tøjet.

Da pigen fjernede sin hånd, gentog han det flere gange.

En i dag 10-årig pige blev udsat for blufærdighedskrænkelse, da hun blev trukket op på medhjælperens skød, så hun sad med ryggen til ham.

Her holdt han hende fast med sin ene arm om hende, mens han med sin frie hånd tog fat i hendes ene hånd og førte den om bag ryggen. Han placerede herefter pigens hånd på sin penis uden på tøjet.

De to pigers forklaring blev i retten afspillet på video for lukkede døre. Det er derfor uvist, hvad de præcist har fortalt om episoderne.

Den 22-årige nægter sig skyldig i alle anklager.

- Jeg har ingen anelse om, hvorfor hun (den ene forurettede, red.) har sagt det. Jeg kunne ikke drømme om at gøre sådan noget, sagde han.

Han afviser også, at han ofte sad med børn på skødet.

- Hvis børnene falder og slår sig eller græder, så har jeg dem selvfølgelig siddende på skødet. Børnene er så store, at de som regel sidder for sig selv, forklarede den 22-årige.

Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Manden stoppede som medhjælper i institutionen i løbet af sommeren 2018. Siden har han arbejdet i en børnehave og på et lager.

Sagen begyndte for alvor at rulle, da flere børn betroede sig til deres forældre eller familie om episoder i sfo'en, der ligger i Valby. Herefter blev socialforvaltningen, institutionen, kommunen og politiet inddraget.

Der er kun rejst tiltale for krænkelse af to af børnene. Flere forældre til børn, hvor der ikke er rejst tiltale, var dog også mødt op i retten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst