Tiltalt for at dele sexvideo: Jeg ville ikke krænke nogen

En 22-årig gentager i landsretten sin forklaring i sag om deling af sexvideo. Han går efter frifindelse.

Flere end 1000 unge sigtes i sag om deling af sexvideoer via Facebooks Messenger. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Kriminalitet 17. april 2018 12:30 - Opdateret 17. april 2018 15:09

Det er en tydeligt rørt 22-årig mand, som tirsdag afgiver forklaring i Østre Landsrets første sag om delingen af en meget omtalt sexvideo af to 15-årige.


I byretten blev han idømt ti dages betinget fængsel for at have delt videoen med syv venner.


Han forklarer, at han aldrig ville krænke nogen ved at sende videoen.


- Jeg ville aldrig ønske det her for min værste fjende. Jeg havde aldrig til hensigt at krænke nogen eller gøre noget slemt for nogen, siger den unge mand grædende i retten.


- Jeg har det forfærdeligt i dag. Det er muligvis det værste år i mit liv. Jeg er bare ked af, at det er trukket så langt.


Delingen foregik tilbage i september 2015, og i januar i år blev han tiltalt. I februar blev han så dømt for børneporno, hvilket kan forhindre ham i at arbejde med børn eller eksempelvis rejse ind i USA.


Sagen mod den 22-årige er den første fra det store sagskompleks om sexvideoen, som er i Østre Landsret.


Den unge går efter at blive frifundet, da han ikke vidste, at der var tale om børneporno.


- Jeg havde slet ikke nogen anelse om, at det kunne have noget som helst med det at gøre, fortæller han i landsretten.


Den første landsretsdom faldt allerede i marts i Vestre Landsret, og den tiltalte kan håbe på, at Østre Landsret vil have den med i overvejelserne, når den skal vurdere hans sag.


I Vestre Landsret blev en 20-årig mand nemlig frifundet for børneporno og kun idømt en bøde på 2500 kroner for blufærdighedskrænkelse.


Landsretten mente, at videoen, som manden fra Syddjurs delte med 12 andre, var sløret. Derfor kunne han ikke vide, at personerne i videoen var under 18 år, og af den grund kunne han ikke dømmes for børneporno.


Sagerne er nogle af de første prøvesager i det store kompleks ved navn Umbrella. Her sigtes flere end 1000 unge for at have delt sexvideoklip, hvor to 15-årige optrådte.


/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...