Tiltalt for at tæske offer til døde

Kørestolsbruger blev slået med hammer i hovedet af tæskeholdet

AALBORG:To mænd på 19 og 22 år, begge fra Aalborg, er nu blevet tiltalt for vold med døden til følge. Statsadvokaturen i Aalborg er således blevet færdig med at udarbejde det endelige anklageskrift mod de to mænd, der desuden tiltales for røveri. Anklagemyndigheden gør gældende, at de to mænd opsøgte og dræbte den 54-årige invalidepensionist Steven Noer i hans eget hjem på Lille Tingbakke 12 i Vodskov. Overfaldet på manden, der var kørestolsbruger på grund af et manglende ben, fandt sted i weekenden 16. og 17. juli 2005. Ifølge sagens anklager, statsadvokatfuldmægtig Søren Beckermann, har de to tiltalte gennemtævet invalidepensionisten ved at slå og sparke ham i hovedet og på kroppen. Endvidere er offeret også blevet slået med en hammer. Sagen om dødsvolden skal behandles i et nævningeting i Vestre Landsret i Aalborg, og Søren Beckermann vurderer, at sagen formentlig først berammes efter sommerferien. Med på anklagebænken kommer desuden en 26-årig mand fra Aalborg, der nu er blevet tiltalt for medvirken til røveriet mod invalidepensionisten. Manden er i modsætning til de to øvrige tiltalte i sagen på fri fod. Hans rolle i sagen er, at han ifølge anklagemyndigheden har tilskyndet den 22-årige til at opsøge Steven Noer i hans lejlighed i Vodskov. Sagen har hidtil været behandlet for lukkede døre i Retten i Aalborg, og på den baggrund ønsker anklageren ikke at kommentere sagen yderligere. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger skulle motivet til overfaldet være et opgør om narkopenge. Steven Noer har formentlig ikke betalt, hvad han "skyldte", og på den baggrund er der sendt et såkaldt tæskehold ud for at indkassere pengene.