Jerslev

Tiltalt for brandstiftelse: Bankede bare på døren

To venner tiltalt for at have brændt den enes lejlighed af for at få forsikringen udbetalt

Arkivfoto:

Arkivfoto:

JERSLEV:Et hus på Palægade i Jerslev udbrændte totalt natten til 6. marts i fjor, og politiet er sikker på, at branden var påsat - af en ven til lejeren på første sal.

Politiet mener, at lejeren havde bedt vennen om det. Lejeren fik nemlig 574.000 kr. udbetalt fra forsikringsselskabet for sit brændte indbo.

Fredag stod de to venner, der er hhv. 40 og 41 år, tiltalt for brandstiftelse og medvirken til brandstiftelse ved Retten i Hjørring. Begge bedyrede deres uskyld.

Branden udbrød kort efter midnat, mens lejeren var i Esbjerg, hvor han arbejdede og boede hver anden uge. Lykkeligvis opholdt der sig ingen mennesker i huset. Stueetagen er hjemsted for et vagtfirma og et solcenter.

Mens lejeren altså var i Esbjerg, var hans gode ven fra Silkeborg i Jerslev lige omkring midnat, hvor branden formodes at være opstået. Det kan bevises ud fra hans mobilsamtaler, og vennen forklarer, at han ville besøge lejeren, men at denne ikke var hjemme, hvorfor han kørte hjem til Silkeborg igen.

Opkaldslisterne afslører også, at vennen ikke ringede til lejeren, da han kom til en låst dør. Det undrede dommeren sig over, men hverken lejeren eller vennen kunne se noget mærkeligt i det.

- Som lastvognchauffør er jeg vant til at køre lange ture. Turen mellem Silkeborg og Jerslev er bare en smuttur, forklarede vennen.

Anklagemyndigheden mener derimod, at han efter aftale med lejeren hældte benzin ind i huset ved bagdøren og satte ild til udefra, hvorefter ilden krøb op af trappen til førstesalen og bredte sig hurtigt og altødelæggende.

Sagen mod de to venner bygger også på vidneudsagn. I januar i år stod to bekendte frem og oplyste til politiet, at lejerens ven, der på brandtidspunktet boede hos dem i Silkeborg, havde fortalt, at han skulle sætte ild til vennens lejlighed og at han ville få 20.000-30.000 kr. for det.

Vidnernes forklaring førte til en varetægtsfængsling af lejeren og hans ven, der begge har siddet fængslet frem til retssagen.

Retssagen fortsætter i næste uge.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.