Tiltalt for dødskørsel på Langebro er fængslet in absentia

Ved et hasteretsmøde er 27-årig mand blevet varetægtsfængslet in absentia. Han mødte ikke op til sin retssag.

KØBENHAVN:Det var ikke lovligt forfald, da en 27-årig mand tiltalt for dødskørsel i sidste uge ikke mødte op i retssagen mod ham ved Københavns Byret.

Her skulle han have siddet på anklagebænken anklaget for blandt andet at have kørt hasarderet over Langebro i København og været skyld i en ulykke, som kostede en betjent livet.

Men han mødte ikke op i retssal 60, da han befandt sig i udlandet og havde fået symptomer på corona. Det fik anklager Jelena Hansen til at kræve, at han fremsendte tilstrækkelig dokumentation for sit forfald.

Da anklagemyndigheden modtog materialet, var det dog mangelfuldt, mente man. Derfor blev der mandag morgen holdt et hasteretsmøde i sagen.

- Han fremsendte noget dokumentation, men jeg mente ikke, at der var tale om god nok dokumentation. Retten fulgte min påstand om, at det ikke var tilstrækkeligt til at bevise, at der var tale om lovligt forfald, siger Jelena Hansen.

Som konsekvens af den manglende dokumentation begærede anklageren den tiltalte varetægtsfængslet in absentia - altså uden at han selv var til stede. Det valgte dommerne også at følge.

- Politiet vil nu gøre alt, hvad de kan, for at finde ham nationalt eller internationalt, således at han kan blive fremstillet for retten, og sagen kan komme i gang, siger Jelena Hansen.

Både kendelsen om ulovligt forfald samt fængslingen er blevet kæret af manden. Derfor skal Østre Landsret nu se på sagen.

Det var om natten den 23. juli sidste år, at den 27-årige mand kørte med mindst 108 kilometer i timen over Langebro mod Amager. Her er det ellers kun tilladt at køre 50 kilometer i timen.

Vejen var våd og mørk, og på broen påkørte han flere biler. I en af bilerne sad betjenten, som blev så alvorligt kvæstet, at han døde. Efter ulykken flygtede den tiltalte fra stedet.

Det var dog ifølge anklageskriftet mod den 27-årige hverken første eller sidste gang, at han overtrådte færdselsloven. Derfor er han tiltalt for en stribe forhold foruden uagtsomt manddrab.

Det er ikke lykkedes Ritzau at få en kommentar fra mandens forsvarer, Anders Schønnemann.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.