Tiltalt for drab på mor: Hun fik fred

21. september 2004 06:00

KØBENHAVN: Livet var aldrig let for hende. Alene med fire børn og dårlige nerver, som det hed dengang. For meget alkohol, børnene røg ind og ud af børnehjemmet, og så var der den altid nærværende følelse af at være syg. I alderdommen gik det endnu mere ned ad bakke. Hun sov meget og ville til sidst kun spise tykmælk. Hun kunne ikke holde sig selv ren og blev stoppet med piller. Hun ville ingenting mere - og talte ofte om at ville dø. Sådan lyder den korte version af en 73-årig kvindes liv fortalt af hendes 46-årige søn. Hun kan ikke selv bekræfte, om han har berettet loyalt eller fået helt galt fat i essensen. Kvinden døde nemlig en oktoberdag sidste efterår. Hun blev kvalt af sønnen. Undervejs i sagen har han hele tiden erkendt at have slået moderen ihjel - af medlidenhed. Der ventes dom i sagen onsdag. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...