Tiltalt for iransk spionage: Jeg hadede det iranske styre

En mand mistænkt for spionage i Danmark forlod Iran, efter at han konverterede fra islam til bahai-religionen.

Bahai-religionens åndelige centrum findes i dag i havnebyen Haifa i det nordlige Israel - på billedet ses Bahai-helligdommen i Haifa. (Arkivfoto)

Bahai-religionens åndelige centrum findes i dag i havnebyen Haifa i det nordlige Israel - på billedet ses Bahai-helligdommen i Haifa. (Arkivfoto)

ROSKILDE:Det var angiveligt et had til Iran, der fik en i dag 40-årig norsk-iransk mand til at droppe shia-islam, der er den største trosretning i Iran, og konvertere til den noget mindre udbredte religion bahai tilbage i 2005.

Oplysninger om hans konvertering er onsdag blevet fremlagt i Retten i Roskilde. Her er den bredskuldrede mand iklædt skjorte og jeans tiltalt for at have spioneret for Iran i Danmark.

Desuden er han tiltalt for at medvirke til planlægningen af et attentat på en mand, der er flygtet fra Iran og bosat i Ringsted.

Den tiltalte forlod det islamiske styre i Iran og satte kurs mod Europa i 2008 på grund af sin konvertering. Det har han forklaret i en politiafhøring, som senioranklager Søren Harbo har læst op fra i retten.

Oplysningerne om hans modvilje mod Iran harmonerer umiddelbart dårligt med det billede, som anklagemyndigheden har tegnet af manden.

Af sagens anklageskrift fremgår det, at han aktivt har gjort tjeneste for Iran på dansk grund. Han har spioneret for en iransk efterretningstjeneste og har altså arbejdet for det islamiske styre – ikke imod det.

Men det afviser han selv. Han erkender at have taget billeder og lavet videooptagelser omkring det formodede attentatmåls hjem i Ringsted.

Men han gjorde det af personlige årsager. Ikke for en efterretningstjeneste.

Religionen, som han angiveligt er konverteret til, er en monoteistisk religion ligesom jødedommen, kristendommen og islam. Trosretningens medlemmer tror altså på én gud.

Bahai udsprang af shia-islam i Iran i midten af 1800-tallet, men har i dag åndeligt centrum i havnebyen Haifa i det nordlige Israel.

Trosretningens medlemmer har været udsat for forfølgelse i Iran i en stor del af de godt 150 år, som religionen har eksisteret.

Personen, som den tiltalte er mistænkt for at have udspioneret, er en 50-årig mand, som flygtede fra Iran til Danmark i 2006.

Han er medstifter og leder af separatistbevægelsen ASMLA - Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvaz. Bevægelsen kæmper for arabisk selvstændighed i den iranske provins Khusistan omkring storbyen Ahvaz.

Det iranske præstestyre ser ikke med milde øjne på organisationen og betragter den som en terrororganisation.

I et tidligere retsmøde har eksiliraneren forklaret, at han på grund af sit engagement i ASMLA er truet på livet. De seneste år har han derfor været under politibeskyttelse i Danmark.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.