Tyverier

Tiltalt for talrige kunsttyverier

Kendte kunstnere mistede malerier

KØBENHAVN:En lang række stjålne kunstværker indgår i tiltalen mod en 45-årig københavnsk mand, der ifølge anklagen har stjålet og snydt for op mod 6,6 millioner kroner. Manden er sat i forbindelse med gentagne tyverier fra kendte kunstnere, der har mistet malerier eller skulpturer for store beløb. Han har også flere gange forsøgt at låne penge ved at stille de anerkendte kunstneres værker som sikkerhed. - Det er en omfattende sag med meget store værdier, siger vicepolitimester Karen Marie Olesen fra Frederiksberg Politi. Sagen kommer for retten på Frederiksberg til marts, hvor manden er tiltalt for en halv snes forhold, spændende fra at være brudt ind i Kurt Trampedachs atelier i den franske del af Baskerlandet, hvor han tog 16 skitser og tegninger, til flere gange at have indlogeret sig på hoteller i Danmark uden at betale for opholdene. Tilsyneladende opererede den særdeles aktive tyv i årene fra 1998 og frem til 2004. Han færdedes hjemmevant i kunstnerkredse, hvor han indyndede sig hos forskellige kunstnere og galleriejere. Imidlertid stjal han - så snart de vendte ryggen til - kunstværker, som han i al hast videresolgte via for eksempel auktionshuse eller skjulte hos flytte- og opmaganiseringsfirmaer i Jylland. Hans meritter blev afsløret, da han lånte penge hos en forretningsmand og gav et billede, Carl-Henning Pedersens "The Dog Star", som pant. Billedet var stjålet og efterlyst. Og da panthaveren så en efterlysning af værket, alarmerede han straks politiet. Efterforskningen satte manden i forbindelse med indbrud og tyverier i Danmark, Frankrig og Sverige. Desuden er ejeren af et dansk galleri sigtet for hæleri, oplyser Frederiksberg Politi, som tilføjer, at galleriejeren kun var aftager af en mindre del af kunstværkerne. Blandt de tiltaler, manden præsenteres for i retten, kan også være et, som allerede har været for en dommer. Et indbrud hos Carl-Henning Pedersen blev først antaget at være sket, uden at tyven fik noget med sig. Siden har det vist sig, at han ikke kom tomhændet derfra, og derfor skal Den Særlige Klageret tage stilling til, om det ellers allerede afgjorte forhold kan inddrages på linje med de øvrige forhold i sagen mod den 45-årige. /ritzau/