Tiltalt husker ikke dobbelt trafikdrab

To blev dræbt i voldsom motorvejsulykke i februar. 27-årig mand er tiltalt for uagtsomt manddrab i sagen.

19. maj 2014 15:11

En 27-årig mand husker ikke selv den ulykke, som en nat i februar kostede to svogre fra Skælskør-egnen på Vestmotorvejen ved Bjæverskov livet.

- Jeg kan huske, at brandvæsnet kommer, og så kan jeg huske, at ambulancen kommer, fortæller den 27-årige fra sin plads i vidneskranken i Retten i Roskilde, hvor manden mandag sidder tiltalt for uagtsomt manddrab.

Bag ham er retssalen stuvende fuld af pårørende til de to dræbte mænd. Interessen for sagen er så stor, at der inden retsmødets begyndelse måtte hentes ekstra stole ind i lokalet, så alle kunne komme til at sidde

Ifølge sagens anklageskrift var den tiltalte så beruset, da ulykken fandt sted, at der ifølge anklager Camilla Meding er tale om spritkørsel. Ved ulykken gik der ild i den bil, som den 27-årige ramte, og de to afdøde nåede ikke ud i tide.

Det gjorde en tredje mand. Han sad på passagersædet og sov, da ulykken skete, men han formåede at komme ud, inden han også indebrændte.

Den 27-årige fortæller i retten, at han inden ulykken havde været på værtshus, men at selve sammenstødet er slettet fra hans hukommelse.

Ulykken skete angiveligt i høj fart. Hastighedsbegrænsningen på motorvejsstrækningen er 130 kilometer i timen, men ifølge anklagemyndigheden kørte den tiltalte mere end 180 kilometer i timen.

En lastbilchauffør fortæller i retten, at den BMW, hvor den 27-årige sad bag rattet, kørte rigtig stærkt.

- Jeg har lige overhalet en anden lastbil og er ved at trække ind, da jeg ser, den kommer bag ved mig. Den suser lige om mig med meget høj fart, fortæller chaufføren.

Han så ikke selve ulykken ske, men var blandt de vidner, som holdt ind for at hjælpe til.

- Det eneste, jeg ser, er et kæmpe ildhav, der kommer op i luften, fortæller chaufføren.

Der ventes dom i sagen mandag eftermiddag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...