Tiltalt i historisk narkosag: Smugling af hash skete af frygt

Mand tiltalt i Danmarks største amfetaminsag skylder penge til farlige mennesker. Han nægter at angive dem.

Amfetamin og hash blev smuglet ind i Danmark gemt i sorte plastikruller. En 43-årig mand står ved Københavns Byret tiltalt for at have håndteret 13,8 ton hash og 1,3 ton amfetamin. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Amfetamin og hash blev smuglet ind i Danmark gemt i sorte plastikruller. En 43-årig mand står ved Københavns Byret tiltalt for at have håndteret 13,8 ton hash og 1,3 ton amfetamin. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er ikke risikofrit i tage lån.

Den sandhed måtte en 43-årig libanesisk mand sande, efter at han havde lånt omkring 100.000 kroner af mænd, som han af frygt for sin egen sikkerhed nægter at navngive.

- Jeg blev involveret i nogle lån med dem, hvor jeg skulle betale ti procent i renter. Der kom mange problemer, og renterne eskalerede, siger manden torsdag i Københavns Byret, hvor han står tiltalt for at have håndteret 13,8 ton hash og 1,3 ton amfetamin.

Den svimlende mængde amfetamin gør sagen til danmarkshistoriens største og kan resultere i, at straframmen på 16 års fængsel sprænges.

Ulovlighederne skal være sket fra 2015 til 2017, men manden erkender kun, at han har håndteret 300 kilo hash og en mindre mængde af noget, som han troede var potenslægemidlet Viagra.

Og det var absolut ikke af egen fri vilje, at manden blev narkosmugler, fremgår det af hans forklaring.

På grund af økonomiske problemer optog libaneseren flere lån med høje renter hos de ukendte mænd. Og da han ikke kunne betale, flygtede han til sit hjemland. Men det var desværre ikke enden på det, forklarer manden torsdag i retten.

- De forsøgte at skade mig i Libanon. De sendte personer.

Hvem sendte personer?, vil anklager Troels Bo Jørgensen vide.

- Jeg vil ikke tydeliggøre tingene mere, men der var kontakt mellem nogle personer og nogle i Libanon. Jeg forsøgte også at få mine børn til at flygte ud af landet.

Beskriv de her personer, du skylder penge, beder anklageren.

- Bare det at beskrive dem er ikke tilladt, fordi det er nogle meget farlige mennesker, siger den tiltalte.

Den 43-årige, som afgiver forklaring med hjælp fra en tolk, rejste tilbage til Danmark, fordi mændene havde fundet ham, og for at være nær sine børn.

Drevet af frygt accepterede han de farlige mænds betingelser om at betale cirka en million kroner med en meget høj rente.

Desuden indgik han en aftale med dem om, at han skulle transportere op mod 300 kilo hash. Hash, bestilt i Libanon, gemt i plastikruller og sendt til Danmark.

Libaneseren fulgte bare ordrer om, hvad han skulle gøre med stofferne hvornår. Nærmere informationer må anklageren opgive at få.

- For at jeg skal svare på det, kræver det, at der bliver sørget rigtig meget for min sikkerhed, og det gør der ikke, siger den 43-årige.

Sagen er internt i politiet døbt "Lucky Punch", fordi den enorme narkofangst skyldtes et sandt lykketræf: et tip fra et fragtfirma, hvor en medarbejder blev mistænksom på en forsendelse af en palle, der skulle til Holland.

Dommen i sagen ventes 31. oktober.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.