Tiltalt i Pittsburgh nægter sig skyldig i synagogedrab

Robert Bowers kan få dødsstraf for drab på jøder i Pittsburgh. Torsdag nægter han sig skyldig i retten.

Ritzau
11 mennesker blev dræbt ved masseskyderiet i Tree of Life-synagogen i Pittsburgh, Pennsylvania, lørdag.
1. november 2018 16:50

PITTSBURGH: Den lastbilchauffør, der er tiltalt for at havde dræbt 11 mennesker ved et masseskyderi i en synagoge i Pittsburgh, nægter sig skyldig i de i alt 44 anklagepunkter mod ham.

Den 46-årige Robert Bowers var torsdag for en dommer. Dagen inden blev han præsenteret for de i alt 44 anklagepunkter i sagen.

Han er tiltalt for blandt andet 11 drab og for religiøst motiverede hadforbrydelser. Hvis han kendes skyldig, risikerer han dødsstraf.

Bowers, der er åben antisemit, virkede trodsig i retten.

Han sagde kun nogle få ord under torsdagens retsmøde. Han erklærede, at han forstod anklagerne og forstod, at de kan give ham dødsstraf. Derpå erklærede han sig "ikke skyldig" i dem alle.

Den tiltalte trådte ind i retten med sin venstre arm forbundet. Han blev såret under en skudveksling med politiet lørdag, hvor også fire politifolk blev såret.

Angrebet mod Tree of Life-synagogen i Pittsburgh menes at være det værste antisemitiske angreb i USA nogensinde.

Bowers er varetægtsfængslet uden mulighed for at blive løsladt mod kaution.

/ritzau/AP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...