EMNER

Tiltro til milliardpakke

Nordjysk finanssektor og erhvervsliv ser flest fordele i ny bankpakke

NORDJYLLAND:Det bliver hilst velkommen i både nordjysk erhvervsliv og finanssektor, at folketingspartierne i aftes efter lange forhandlinger blev enige om den såkaldte bankpakke II, der giver banker og realkreditinstitutter adgang til 100 milliarder statskroner i lån. Bankpakken skal åbne for nok kapital til, at der igen kan lånes penge ud til virksomhedsprojekter og borgere. Lasse Nyby, der er direktør for Spar Nord Bank, og Torben Pedersen fra Dansk Industri, mener begge, at den aftale, politikerne er nået frem til, kan være til god hjælp i den nuværende økonomiske recession. - Umiddelbart ja. Det virker som et fornuftigt tiltag, siger Lasse Nyby. Han synes dog, at pengene er dyre - bankerne skal i gennemsnit betale staten 10 procent i rente for pengene. - Men i forhold til, hvad de vil koste i udlandet, er det nok en fair pris, siger bankdirektøren, der tager det afslappet, at bankerne skal betale en politisk pris for pakken - eksempelvis begrænsninger for direktørlønninger og krav om større offentlighed. - Hvis det er det, der skulle til for at få aftalen vedtaget, så fred være med det, siger Lasse Nyby. Torben Pedersen, regionalforeningssekretær i DI Vendsyssel, ser pakken som et godt førsteskridt på vejen til normaliserede forhold. - Så må vi tage den skønhedsplet med, at staten blander sig i direktørlønninger, hvad der reelt er overenskomstmæssige forhold, siger Torben Pedersen, der ønsker sig, at pakken følges op med eksportkreditter og andre tiltag, der kan få gang i eksporten igen. Det er ikke mindst vigtigt for Nordjylland, understreger han. Side 6-7