Tilværelsens ulidelige tunghed

Film 22. september 2002 08:00

TEATER "Baby" Mellem fødsel og død er der noget, man kalder livet. Det er ikke så nemt at tumle. Men man skal helst have så meget ud af det som muligt, for man får næppe en chance til. Det har personerne i "Baby" noget svært ved. Det hustler og spiller tosset og drikker og junker og myrder og snyder og svigter og horer og bedrager og pusher i en uendelighed. Og selv hvis man går ind på den vinkel, som instruktøren lagde frem her i avisen i fredags - at hele molevitten ses gennem en af personernes øjne og hjerne som en blanding af drøm og mareridt - er det svært at holde fast om og sammen. Teknikken er lidt klippe-og-klistre - som i en film som "Short Cuts", altså lettere filmisk - og det forvirrer noget mere end det fremmer, det kræver opmærksomhed at forsøge at få enderne til at mødes, når der springes fra den ene skæbne til den næste, til den tredje og fjerde og tilbage igen. Det gør det også lidt svært, at der ikke rigtig er nogen fjendebilleder, nogen at give skylden for al elendigheden. Hvorfor kan de unge og halvunge ikke rigtig finde ud af at bruge deres liv til bare noget nogenlunde fornuftigt? Hvorfor kan de ikke opføre sig rimeligt over for hinanden og over for sig selv? Det er ikke, denne gang, den med at det er samfundets skyld. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og måske dog alligevel. Det er nok så meget et billede af en tid og et miljø, hvor det er være ung og anderledes er vigtigt og noget i sig selv, hvor det altid er løbsdag for pengegaloppen, hvor selvoptagethed og skråt op-tegnet går hånd i hånd, og hvor man tager en gratis omgang og rager til sig i stedet for at lægge noget arbejde i situationen. Det er en række forsøg på at finde en eller anden form for lykke og dermed en af livets Bermuda-trekanter: Søge, finde, miste. Og forfra igen. Det er svært at finde ud af, om man skal holde af dem, holde med dem, bare kunne li' dem en lille smule eller have regerligt ondt af dem. Den eneste, man egentlig kan få en smule sympati for, er manden i dametøjet, der en slags fortæller, en ikke-djævelsk udgave af konferencieren fra "Cabaret", der synger bl.a. Lou Reeds gennemgående "Take a Walk on the Wild Side" som en opfordring til at leve sig selv ud, finde sig selv, være drag, hvis det er det, man helst vil. Smukt, mildt og følsomt spillet af Mogens Rex. Det hjælper noget på vej, at dekorationen er så markant. Der er en flok kasser, som er skrå; det er tilsyneladende in på teateret for øjeblikket. Der spilles på dem - aldeles udmærket og med power på af alle - og de fungerer som opbevaringsrum for både rekvisitter og medvirkende. Og der er god gang oplukkelige riste i gulvet, så man kan opleve personernes ture ned i en rigtig underverden, måske endda deres underbevistheder. Men ret langt og ret uoverskueligt er det altså. Johs. Mortensen johannes.mortensen@nordjyske.dk Efter Kirsten Thorups roman af samme navn. Iscenesættelse og dramatisering: Hans Henriksen. Scenografi og kostumer: Bjørn Tumyr. Musiker: Kristian D. Nielsen (han er rigtig god, både på bas, guitar og keyboard). Medvirkende: Jens Gotthelf, Mogens Rex, Lars Topp Thomsen, Martin Greis, Anders Budde Christensen, Henrik Birch, Per Smedegaard, Maria Rossing, Mette K. Madsen, Jeanette Lindbæk Larsen, Tine Gotthelf, Meike Bahnsen og Mette Frank. Effektiv spilletid: Ca. to timer og 40 min.Aalborg Teater, Lille Scene, til og med 19. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...