Udland

Time Magazine: Obama er årets person i 2012

Barack Obama er for anden gang blevet udpeget som årets person af amerikanske Time Magazine.

Time Magazine: Obama er årets person i 2012

Det amerikanske nyhedsmagasin Time Magazine har kåret Barack Obama som "årets person i 2012".

Det er anden gang, at Time Magazine hædrer den amerikanske præsident med titlen.

- I 2012 samlede Obama et nyt flertal, gjorde svagheder til muligheder og forsøgte trods stor modgang at skabe en mere perfekt union, skriver Time Magazine i begrundelsen for sit valg.

Chefredaktøren for Time, Rick Stengel, siger til tv-stationen NBC, at Obama "både nyder godt af og er med til at skabe et nyt Amerika med en ny befolkningssammensætning og en ny kultur."

- Han er selv symbol på det, siger Stengel og fremhæver videre:

- Obama blev genvalgt trods den højeste ledighed i 70 år. Han er den første demokrat, som reelt er blevet valgt til to regeringsperioder med over 50 procent af vælgerne bag sig.

Stengel siger, at dette ikke er sket for en amerikansk præsident, siden Franklin Delano Roosevelt var ved magten under Depressionen i 1930'erne og Anden Verdenskrig.

Den amerikanske præsident fik også tildelt titlen i 2008. Her skrev Time Magazine blandt andet, at Obama overvandt to stærke kandidater og sejrede trods manglende erfaring.

Time Magazine, der har et oplag på omkring 5,3 millioner, havde blandt topkandidaterne til titlen også Malala Yousufzai, en pakistansk pige, der blev skudt i hovedet af Taliban.

Andre finalister var Apples øverste chef, Tim Cook, Egyptens præsident Mohamed Mursi og atomfysikeren Fabiola Gianotti, som koordinerer verdens største videnskabelige eksperiment i det europæiske Samarbejdscenter for Kerneforskning (Cern) i Schweiz.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.