Time: USA neddrosler missiløvelse i Israel

USA og Israel skal holde stor militærøvelse i Israel. Men nu vil USA sende langt færre soldater end planlagt.

Udland 1. september 2012 21:36 - Opdateret 1. september 2012 21:36

Time: USA neddrosler missiløvelse i Israel

USA reducerer sin deltagelse i en militærøvelse i Israel i oktober betydeligt.

Det amerikanske nyhedsmagasin Time rapporterer, at USA efter planen skulle deltage med 5000 soldater i øvelsen, men nu vil amerikanerne kun sende et sted mellem 1200 og 1500 soldater.

Time citerer "velunderrettede kilder i begge lande" for oplysningerne.

Ifølge magasinet er den mest sandsynlige årsag, at regeringerne i Washington og Jerusalem er uenige om, hvordan de skal håndtere Iran og det iranske atomprogram.

Militærøvelsen er en missiløvelse. Til øvelsen skal der bruges amerikanske anti-missilsystemer af typen Patriot, og de vil også komme til Israel. Det er soldater, der skal bemande systemerne, som ikke kommer, skriver Time.

I den oprindelige plan for øvelsen skulle to missilforsvarsskibe også deltage i øvelsen, men nu sender amerikanerne kun et skib, og det er, skriver Time, også kun "måske".

En israelsk militærkilde siger til magasinet, at USA med sin reducerede deltagelse siger, at "vi stoler ikke på jer".

I Washington er den officielle forklaring imidlertid problemer med at få budgettet til at hænge sammen.

Israelske embedsmænd siger lørdag til medier i Israel, at USA's beslutning om mindre deltagelse i øvelsen ikke har noget at gøre med Iran-komplekset.

Men meldingerne kommer på et tidspunkt, hvor der er voksende spændinger mellem administrationen i Washington og regeringen i Jerusalem.

I israelsk presse har der på det seneste været flere og flere meldinger om, at Israels regering overvejer at angribe Iran for at prøve at slå præstestyrets atomprogram i stykker.

Israel, USA og Vesten frygter, at Iran forsøger at udvikle atomvåben, selv om Iran hævder, at programmet kun har fredelige formål.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...