Timko imponerer

AALBORG: Superligaklubben AaB ser endelig ud til at have held med en af de utallige lykkeriddere, der hen over sommeren er blevet testet. Den slovakiske landsholdsspiller Milan Timko trænede med i går og efterlod et godt indtryk hos både sportsdirektør Lynge Jacobsen og cheftræner Poul Erik Andreasen. - I forhold til at det er Timkos første træning hos os, er jeg meget imponeret, og der er absolut mulighed for, at vi tilbyder ham en kontrakt, siger Lynge Jacobsen. Poul Erik Andreasen bider især mærke i, at slovakken viste gode takter i fire-back kæden. - Derudover er han både hoved- og nærkampsstærk. Det eneste vi umiddelbart er i tvivl om, er hans hurtighed, siger cheftræneren. Milan Timko træner også med i dag, hvorefter det bliver afgjort, om han bliver den længe ventede forstærkning til midterforsvaret. Angriber Christian Lundberg var et andet nyt ansigt ved AaB-træningen. Han fik dog ikke overbevist Poul Erik Andreasen om, at han skal udtages til morgendagens kamp mod Herfølge. - Jeg er stadig ikke sikker på hans form, men han er en utrolig dygtig dybdeløber. Hvis vores midtbanespillere lærer at spille ham rigtigt, kan han blive ubehagelig for ethvert forsvar, lyder cheftrænerens vurdering. bars