Tina French: Ældre har ikke ressourcer til at råbe op

Kommende ældrerådmand så gerne at de 15,7 mio. kr. var blevet tilført ældreområdet

Ældreforhold 1. oktober 2006 06:00

AALBORG: Den kommende ældrerådmand Tina French Nielsen (V) giver til dels formanden for sammenlægningsudvalget Niels Ove Christensen, ret i kritikken. - Der er ingen tvivl om, at de ældre ikke har ressourcer til at råbe op, men det har de unge forældre, og det kommer til at fylde meget i politikernes hoveder. Hun mener også, at de ældre skulle have haft de 15,7 mio. kr., hvilket Tina French Nielsen gør opmærksom på, at hun har kæmpet for under forhandlingerne. - Det gør ondt, at de 15,7 mio. kr. ikke bliver tilført, fordi de skulle give et løft til ældreområdet, siger Tina French Nielsen, der tilføjer, at der i forhandlingerne blev kigget på Aalborgs nøgletal på ældreområdet, der ligger højt i forhold til andre kommuner. Tina French Nielsen noterer også, at hun er med i budgetforliget, og ligesom hun ikke kun kan se på Nibe-borgernes ønsker, så kan hun ikke kun se på de ældres ønsker. Til gengæld er hun godt tilfreds med, at der er i budgetforliget er afsat mange anlægskroner til at opføre 370 tidsvarende boliger for ældre og handicappede i perioden 2007-2010.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...