Tina springer ud som rocktøs

Tina Dickow med band

Foto: Hans Ravn

Foto: Hans Ravn

Glæd dig, hvis du har købt billet til Tina Dickow, ellers er det med at komme hen og få købt en, tyvstjæle mors fra frakken eller få optaget et akut forbrugslån i banken, hvis du mangler likvider. Du kender sikkert allerede Tina, eller har hørt et par numre af hende i radioen - du ved "Open Wide" eller "Nobodys Man", og tror sikkert, at du har helt styr på hende der Århus-pigen med det lange lyse hår, men godmorgen bedstefar Fordom. For på sin netop startede Danmarks-turné springer sangerinden ud med et fuldfedt elektrisk band i ryggen, sådan som en godt fyldt og totalbegejstret sal i Det Musiske Hus i Frederikshavn kan bevidne efter onsdag aftens koncert. Lige som forbilledet Joni Mitchell har Tina givet sin sange en ordentlig overhaling, strammet op, givet det kant, uden at give slip på intimiteten, og på den måde kan hendes nye udtryk minde meget om netop Mitchells fra dengang hun begyndte at lege med de slemme drenge i Dylans faste backing-gruppe, The Band. Det klæ'r hende, og det er en fornøjelse at se hende indtage scenen med udslået havfruehår, rovdyrstribet tætsiddende kort kjole, sorte gamacher og slå tonen an til åbningsnummeret "London". Med sig på scenen har hun Dennis Ahlgreen, guitar med videre, Janus Nevel Ringsted, trommer, Kristian Kold, bas og som det uforudsigelig, musikalske spar es, islandske Helgi Jönsson på keyboards, trækbasun, kor, beats med videre - I'm flying over London on a cold november night. Der er få om nogen herhjemme, der kan synge engelsk så krystalklart, lydefrit præcis, så du kan høre og forstå hvert et ord, og pludselig rejse stemmen ubesværet højere og få den til at stå sitrende øm, stolt, kuldslået eller længselsfuld. Dickow kan. Det er sådan en koncert, du vil kunne huske år efter. Fordi så meget lykkedes. Fordi balancen mellem nærmest perfektionistisk professionalisme og improvisation hele tiden gik lydefrit i spand. Og så er det altså ikke hver dag, at du ser Tina Dickow hoppe glad op og ned på scenen som en rundforvirret Duracell-kanin, tævende løs på en tamburin . Hun er helt åbenlyst kommet videre både med sit liv, og sangskriveriets ufokuserede længsel, den hvileløse søgen og vemodet har måttet vige for ja - livsglæde. Det er at høre i numre som "All I See", "Get To Know You" eller "Friend In A Bar". Bandet bagved tilføjer de kendte numre nye nuancer. Dennis Ahlgreen veksler mellem følsomt slide, men kan også spille knivskarpe soloer i stil med U2's guitarist, The Edge. Dickow selv veksler mellem akustisk guitar og elektrisk, og du bider mærke i den uortodokse korstemme, som islandske Helgi lægger på, når han da ikke finder bizarre lyd og beats frem fra keyboardet. Og så spiller manden også trækbasun, og jeg ved ikke, hvornår du sidste har oplevet et rockpublikum klappe taktfast og begejstret af en basunsolo, men det gjorde frederikshavnere i den i øvrigt stolt guitarbårne "In Love & War" Sætliste Med forbehold - ydmygst - for fejlhøringer: London, Goldhawk Road, All I See, Get To Know You, Friend In A Bar, Sacré Coeur, In Love & War, Copenhagen, Open Eyes, Stains, Strong Man, Home, A New Situation, On The Run, Welcome Back Colour, Nobody's Man, Paper Thin, Count To Ten, X-tra: No Time To Sleep, Open Wide. Efter ni år i eksil i London er Tina hjemme igen, har bosat sig i København, og da hun skulle introducere sin nye hyldestsang "Copenhagen", ville en publikummer gerne have skiftet Copenhagen ud med Frederikshavn.. - Det kigger vi på i andet vers, lød det fra sangerinde. Og dæleme om ikke hun sang Fræderikshavn i stedet for i andenverset. 20 numre fordelt på halvanden time, i et stræk med to ekstra numre, og det er næsten ikke til at vælge noget ud og fremhæve på bekostning af andet. Så godt var det. Men tempoet og intensiteten steg organisk og ganske uimodståeligt undervejs. Publikum sang med, og der blev musestille i de rent akustiske numre, når Dickow blot med sin stemme og guitar veksler mellem næsten intim hvisken og så fuld skrue på vokalen. Netop fuld skrue fik den i en overgiven udgave af "Home" med sanglinjen- "time is the doctor, and I'm his patient", og så gik der da helt rockfest i den i "New Situation" og "On The Run" For ikke at snakke om "Nobody's Man " og "Count to Ten", som afsluttede det ordinære halvanden time lange sæt Ekstranumre måtte der til, og publikum sparede ikke håndfladerne i de taktfaste klapsalver. Hvorefter vi fik en helt uforstærket udgave af "No Time To Sleep" blot med to akustiske guitarer og resten af bandet forsynet med tamburiner og syngende kor, inden Tina selv solo lukkede for denne gang med "Open Wide" Og det var vi - blevet åbnet op og beriget af en tydelig stolt og glad sangerinde. Welcome back colour! Dickow har givet slip på lejrbålstristheden og givet sin sange dynamisk rockkant uden at give slip på ordenes alvor og dybde. Det er kun til at blive i godt humør af. Bent Stenbakken. bent.stenbakken@nordjyske.dk Tina Dickow med band Det Musiske Hus, Frederikshavn, onsdag aften Dickow spillede på Værket, Randers i går, er på Skråen, Aalborg, i aften og Kulturcenter Limfjord, Skive i morgen.