EMNER

Ting i tiden

Prinsehjem til alle Kronprins Frederik og Mary Donaldsons kommende bolig, Kancellihuset på Fredensborg Slot kan nu blive hvermands eje om end i meget mindre målestok. Det er firmaet Rikki Tikki Compagny i Hadsund, der står bag modellen af kronprinseboligen i serien af Trip Trap Miniaturehuse. Den er 27 cm lang og udført i skalaen 1:200. Selve Kancellihuset blev tegnet af arkitekt J.C. Krieger og oprindelig opført i 1731 som et kavalerhus til Fredensborg Slot. Bygningen, der er på 700 kvm, er opført af datidens bedste håndværkere med sans for detaljer, og huset fremtræder selv i dag med den oprindelige karakteristiske hvide længe og et sortglaseret halv-valmet tegltag. Leg med lys Den nye lysestage fra Herstal giver mulighed for at sammensætte sin egen af slagsen på kryds og tværs. Den fleksible lysestage hedder Herstal Modulstage og består af to cylindre af mat frostet glas samt en bund, en top og midtersektion af krom. Og alt afhængig af hvordan elementerne vendes og sættes sammen, kan stagerne varieres i størrelse og passe til både almindelige stearinlys og fyrfadslys. Planeten svæver PLANET hedder nyeste stol fra Stokke. Eller rettere: en re-lancering af stolen fra 1965 med samme navn, der med sin runde og lette form næsten svæver – og deraf navnet. Stolen er udstyret med en særlig bevægemekanisme, der gør det muligt både at dreje 360 grader og at vippe stolen ved blot at flytte kropsvægten. Ved hjælp af en særlige vippeanordning i sædet følger stolen ens bevægelser, enten man bøjer sig forover eller vipper bagud. Kongelys I rækken af firmaer, der ønsker at begave Danmark kommende kronprinsepar, melder Horn Belysning sig med en kopi af bordlampen Kongelys. Den originale lampe er i bruneret messing, mens kronprins Frederik kan forvente en lampe af børstet stål med en mundblæst glasskærm. Og ligesom den originale version fremstilles den kun i et nummeret antal med kronprinsens som den første og eneste med et kongeligt monogram graveret under foden.