Ting jeg hader ved mænd

I bedste Bridget Jones-stil sladrer Pernille Rahbek i ny bog løs med veninderne om mænd, deres irriterende tøjbunker, mødre og alt muligt andet

Musik 22. september 2002 08:00

Hun når kun lige at sætte sig, før hun siger, at hun hellere vil kaldes journalist end skønhedsredaktør. - Så mistænker folk mig bare for at være en dum blondine, siger hun og piller ved sine kastanjerøde krøller. Personligt har jeg ikke sådanne fordomme. Jeg ved bare, at Pernille Rahbek er 25 år og uanset hvad hun siger også er skønhedsredaktør med speciale i make-up produkter. Jeg ved også, at hun kan kalde sig debuterende forfatter med årets store venindebog - "10 ting kvinder hader hos mænd". På de 150 sider, som bogen fylder, tager Pernille Rahbek fat i kraven på vores udadtil velfungerende parforhold og uddeler i de 10 kapitler en flok verbale kindheste til det mandlige køn. Så hvis nogen gik og troede, at alle parforhold var orgasmeglade og rosenrøde, så vil de blive stærkt overraskede over at læse bogen. Eksemplerne er hentet hos omgangskredsen, men også hos Pernille Rahbek selv, der er i et parforhold med tv-værten Reimar Bo Christensen, der både er klog og dejlig, men absolut ikke perfekt - i følge kæresten. - Jeg har aldrig fattet, hvorfor mænd og kvinder ikke kan sammen. De skal altid skændes om de samme små ting. Hvis bare det var de store kriser. Eksemplerne er fra mit eget liv og hentet gennem masser af interviews, siger Pernille Rahbek. Det er Tanjas skyld Hovedbudskabet i bogen er, at det perfekte parforhold med solnedgang og palmestrand er et fata morgana, og at man derfor skal slappe lidt af og lytte mere til hinanden. Som der på bogens bagside spørges sammenfattende: "Hvorfor forstår mænd ikke kvinder?" Det kunne starte en uendelig række spørgsmål som for eksempel, hvorfor mænd ikke altid forstår mænd, kvinder ikke kvinder, børn ikke voksne og voksne ikke børn... Ideen til bogen begyndte hos Pernille Rahbeks veninde, Tanja. Hun havde bedt Pernille Rahbek om at skrive en bog med det formål, at Tanjas kæreste så kunne læse den og derefter forstå, hvorfor Tanja "går amok og er sur i tre dage, når kæresten for 117. gang har ladet opvasken stå!" - Det var helt naturligt at gå i gang med den, og jeg startede med det samme. Min hjerne er så underligt indrettet, at jeg kan huske masser af episoder, som jeg har oplevet omkring parforhold. Det hele begyndte pludselig at dukke op til overfladen og så skrev jeg løs, siger Pernille Rahbek. I bogen skal vi høre en samling anekdoter fra en virkelighed befolket af veninder og bekendte, smukke og udadtil perfekte, der i kor hyler op om lede stoddere, hæslige mødre, snotunger og mænds evindelige tolerance over for nullermænd og deres egen fornærmede, hellige og forkælede intolerance overfor noget lignende. Skriget lyder til at komme fra et cafébord med ligegyldig musik i baggrunden, så hvorfor dog en bog? Altså lige bortset fra, at Tanjas kæreste åbenbart skal have tingene på skrift for at forstå dem? - Bogen er relevant for alle, men selvfølgelig først og fremmest for kvinder, der har haft et parforhold, hvor skænderierne om banale ting har fyldt for meget. Jeg tror, mange har brug for at vide, at det ikke kun er dem, det er galt med. På den måde samler den en masse af parforholdets problemer, siger Pernille Rahbek. Hun ser ikke bogen som en debatbog, snarest som en humoristisk tilgang til parforholdets knapt så lyserøde sider - endda tilføjet en snert af terapeutisk virkning. - Jeg er jo ikke en sur, gammel rødstrømpe på en ond mission, men synes, det er nødvendigt at vi kan dele nogle af de ting, som parforholdet også er gjort af. Det tror jeg mange har lyst til, siger hun. Dybere end pop Hun har faktisk ret i, at mange har lyst til at læse bogen. For den flyder vist allerede rundt ude i Danmark i et oplag på 4.000 eksemplarer. Sammenlagt er det i alt 600.000 sider om forkælede kvinders lod i parforholdets skruetvinge, og det synes faktisk som en hel del. Men Pernille Rahbek er forberedt. Hun er bevidst om sin rolle som rapkæftet kvinde. Hun ved, hvad det vil sige at udkomme med en bog med sager, der kan føre til uenighed. Hun er også forberedt på, at nogle simpelthen synes, at hun og bogen er for meget. - Hvis nogen synes, at bogen er alt for poppet, og de ikke aner, hvad den skal bruges til, så fint nok! Den er gennemarbejdet og stikker altså betydeligt dybere end programfladen på den lokale popkanal. Folk savner åbenbart engang imellem en idiot, de kan smide ind i manegen og skyde løs på - det følger med, når man siger ting, som flere tænker, men få tør sige, mener Pernille Rahbek.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...