Aids

Ting, tandlæger borer i

Så er den gal igen. Jeg ved det, næsten inden jeg sætter nøglen i postkassen. Følelsen af ubehag, der langsomt breder sig, mens fingrene løber gennem dagens post. Angstens sved, da jeg ser kortet, der er prydet af en stor, nej en UHYGGELIGT stor, blå tandbørste. - For et par uger siden opfordrede vi dig til at bestille en tid til det regelmæssige tandeftersyn. Som om jeg ikke ved det. - Ved gennemgangen af vores aftalebog har vi imidlertid ikke kunnet finde din tidsreservation. Nå, for Søren, det var da mærkeligt … - Vi beder dig derfor ENDNU ENGANG om at ringe og bestille en tid. Jamen tusind tak for venligheden. Jeg er trængt op i en krog. Selvfølgelig skal man til tandlæge. Alt andet er for dumt. Og jeg har faktisk aldrig haft et hul, aldrig mærket følelsen og hørt lyden af boret, der arbejder inde i min mund. Uhyggeligt tæt på vitale dele, som tungen, for eksempel. Eller mandlerne. Til gengæld ved jeg, at min tandlæge godt kan lide at spise en type ost, som efterlader en væmmelig lugt på fingrene. Og at han helst vil spise den, lige inden damen i receptionen råber mit navn op. Og han vil gerne snakke. Og spørge, og så ligger man der med det sidste nye vidunder inden for tandplejeteknologien i munden og forsøger at svare. Med angsten sitrende i kinderne. Berøvet evnen til at gøre verbal modstand. Og imens siger tandlægen ting som "uha" og "nå, for den", mens han hårdhændet og desperat forsøger at være den første, der finder et caries-angreb i mine tænder. Når man ligger der og sveder i læderstolen under lampen, er man forsvarsløs. Tandlægen kan sige hvad som helst. Man er bundet til stolen, tvunget til at lytte. Uden at få et ord indført. Sådan var det for en tidligere kvindelig kollega, da hun midt under seancen hørte tandlægen sige følgende: - Der kan man bare se. Tillykke! Med det tandkød må du da være gravid? Min kollega var ved at kløjs i instrumenterne. Nej, hun var ikke gravid, eller var hun? Og i så fald, var det så ikke bare det værst tænkelige scenarie i hele verden? Men alt det kunne hun selvfølgelig ikke sige, når nu munden var proppet med de dér vatdimser på størrelse med en tampax super. Mens jeg studerede, havde jeg en ven, der også led af tandlægeskræk. Han havde altid haft problemer med tandkødet, og uanset hvilke væsker, han skyllede munden med tre-fire gange om dagen, så fik tandlægen altid et lidt sørgmodigt udtryk i øjnene, når han var til kontrol. Lige nøjagtig sådan gik det da også den dag i november, hvor min ven for sidste gang tog til tandeftersyn på den pågældende klinik. - Den er godt nok slem, sagde tandlægen. Og så kom den: - Jeg har ikke set noget lignende, siden jeg behandlede en fyr, der havde aids i udbrud. Min ven blev panisk. Han var single. Han var bøsse. Og han havde ikke tilbragt hver eneste nat alene siden sidste tandlægebesøg. Han var ligbleg, da han dagen efter fortalte om, hvordan han var løbet ned til sin læge med tårerne løbende ned ad kinderne. Hvordan lægen havde taget en hiv-test og forsøgt at berolige ham. Han kunne slet ikke overskue at skulle vente to uger på svaret. Men han kunne heller ikke overskue at høre svaret, som tandlægen på det nærmeste havde givet på forhånd. Min tidligere kollega var ikke gravid. Det fandt hun ud af efter en tur på apoteket og en tissetår på de tre graviditetstest, hun havde købt med hjem. Min studiekammerat var heller ikke smittet med hiv. Men han har skiftet tandlæge. Tilbage til kortet i postkassen. Jeg ved, at jeg meget snart vil tage røret og trykke de otte forbandede numre, der er fremhævet med fed skrift. Måske gør jeg det i morgen. Eller på onsdag. Og mens jeg venter på, at det bliver min tur, kan jeg trøste mig med, at det umuligt kan blive lige så slemt, som dengang en veninde for første gang skulle have benene op i bøjlerne hos gynækologen. - Tror du JEG synes, det her er sjovt?! udbrød gynækologen ved synet af min veninde, der vred sig på briksen. Men det er en helt anden historie.