Tingbjerg-drab: Mistænkt forsøgte først at skyde en anden

Pistolen gik i baglås, og ung mand nåede at flygte, da 17-årig blev dræbt i København i weekenden.

Tingbjerg-drab: Mistænkt forsøgte først at skyde en anden

Den 20-årige mand, som mistænkes for at have likvideret en teenagedreng i Tingbjerg med to skud i hovedet, forsøgte lige forinden at dræbe en anden mand.

Ifølge politiet prøvede han også at skyde en jævnaldrende mand i panden ved de stenbænke på Ruten i den københavnske bydel, hvor den 17-årige Sohail-Hamzaa Saleh blev slået ihjel søndag.

Derfor sigter Københavns Politi den 20-årige for både drab og drabsforsøg, oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Københavns Politi.

Sigtelsen blev læst op i retten i et retsmøde den 8. maj, hvor manden blev fængslet in absentia, det vil sige uden selv at være til stede.

Samme dag blev han anholdt af tysk politi i lufthavnen i Düsseldorf, efter at han var blevet efterlyst. Politiet venter nu på at få ham udleveret.

Ifølge sigtelsen gik gerningsmanden hen til det sted, hvor de to personer sad på Ruten, hev en pistol op af bukselinningen og tog ladegreb.

Han satte pistolen for panden af en 20-årig mand og trykkede på aftrækkeren. Men en patron havde sat sig fast i våbnet, og offeret nåede derfor at flygte.

Det gjorde 17-årige Saleh ikke. Han fik ifølge politiet to skud i hovedet og døde senere på hospitalet.

Politiet kender endnu ikke motivet til den brutale nedskydning. Men der menes at være tale om et internt opgør i bandemiljøet i Tingbjerg.

- De kender hinanden alle sammen. Jeg ved ikke, hvad det er, der er gået galt, siger Steffen Thaaning Steffensen.

Nu da den formodede drabsmand er anholdt, opfordrer politiet vidner til at stå frem med navn og afgive forklaring om hændelsesforløbet.

Steffen Thaaning Steffensen appellerer også til forældre om at hjælpe deres børn med at stå frem, hvis de ved noget.

- Det er måske svært at stå frem, hvis man er alene, men hvis fem gør det, er det nemmere, siger Steffensen til Ritzau.

Den drabsmistænkte, som er af tyrkisk oprindelse, har et groft hjemmerøveri, gaderøveri, en påsat brand og en fangeflugt stående på sit kriminelle cv.

Politiet havde allerede fat i ham, da han var 16 år, i forbindelse med hjemmerøveriet, der fandt sted i Tingbjerg den 6. december 2009.

Ved røveriet fik en 55-årige mand et pudebetræk over hovedet og en nøglesnor omkring halsen og blev desuden udsat for flere spark og slag.

Den 20-årige blev idømt to et halvt års fængsel for sin rolle i hjemmerøveriet samt et andet røveri, som også fandt sted i bydelen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.