Tingene står til at ændre

Ældreforhold 1. april 2006 06:00

SUNDHED: Motion er vigtig for sundheden. Det er en måde at holde sig sund på, som både er sikker og fri for bivirkninger. Men det er med motion og fysisk træning som med kost og ernæring: Det ser anderledes ud i hverdagen. Kost og ernæring bliver i hverdagen til mad og måltider. Og tilsvarende bliver den daglige motion og fysisk træning ofte omsat til virkelighed i form af indkøb, havearbejde, spadsereture og hundeluftninger. Det vil sigemeningsfulde og bevægelseskrævende opgaver i hverdagen. Desværre tegner der sig et hverdagsbillede, hvor vi bevæger os mindre, og konditionsniveauet rasler ned, mens vægten stiger. Mange mennesker er i så dårlig form, at en rapport fra WHO, forudser at 70 pct. af alle sygdomme i 2020 vil skyldes livsstilsfaktorer. Den positive side af historien er, at tingene står til at ændre. Der er dokumentation for en sammenhæng mellem øget fysisk aktivitet og øget sundhed. Og netop denne viden bliver central i fremtidens planlægning af borgernes rehabiliteringsforløb. Borgerens og de professionelles perspektiv på motion og fysisk aktivitet er ofte grundlæggende forskellig. I sundhedsvæsnet betragtes kroppen ofte som en maskine, der skal vedligeholdes og trænes. Udbyttet måles i; kondital, muskelstyrke, øget balance og lavere BMI. Motionsmanualer, motion på recept og organiseret idræt bliver svaret på ønsket om mere sundhed. Mit ærinde er ikke at antyde, at det ikke er godt – meget er lykkedes via motionskampagner. Men borgerne er generelt mest optaget af, hvad der bringer dem tættere på livet – at beholde eller genvinde magten over dagligdagen. I dette perspektiv bliver motion, træning og fysisk aktivitet at løse opgaver i hverdagen, som både giver mening og, som kræver en fysisk indsats. Her er opgaverne målet og sundhed en bivirkning. Når vi kløver brænde, går en tur eller lufter hunden, gør vi det ikke for at få motion. Handlingen har selvstændig værdi og betydning. De sundheds- og helbredsmæssige gevinster i form af motion, færdigheder og styrke bliver en kærkommen bivirkning. Rehabiliteringsforløb med fokus på at udnytte udelivets sundhedsmæssige potentiale sker typisk i samarbejde med aktører udenfor social- og sundhedsvæsnet. Det kan være den lokale lystfiskerforening, en naturvejleder, en haveforening og måske allervigtigst de pårørende. Eller sagt på en anden måde: I et rehabiliteringsforløb har social og sundhedsvæsnet ikke patent på at producere sundhed og godt helbred. Store dele af den ældre danske befolkning har mentalt levet på en firlænget gård, hvor kvinden huserede i stuehuset, mens manden tog sig af de tre andre længer. Men i nutidens plejecentrer er mændenes domæne forsvundet, fordi institutionerne er bygget som stuehuse, og indrettet efter de værdier, som knytter sig til stuehuse. Det er en katastrofe for sundheden – og for mændene. I København er man i gang med planlægningen af ombygning af ca. 40 plejehjem, og der er lavet en rapport på 65 sider om boligpolitikker. Rapportens anbefalinger handler om stuehusets indretning - fleksible og fremtidssikrede boliger, som kan indrettes og møbleres på forskellige måder i takt med beboernes situation og ændrede behov. Rapporten nævner ikke udendørsarealer med et eneste ord.. Så hvad med at invitere landbohøjskolen, arkitektskolerne og byplanlæggere inden for i social- og sundhedssektoren? De kan som samarbejdspartnere blive fremtidens store bidragsydere til øget sundhed og bedre liv i forbindelse med planlægning og gennemføring af rehabiliteringsforløb. Den store udfordring bliver at tænke og tilrettelægge rehabiliteringsforløb og - rum, der inddrager borgeren og de naturlige omgivelser. Netop dette skisma bliver en kæmpe udfordring for de nye kommuner, som fra 1. januar 2007 skal varetage rehabilitering. Der skal med andre ord flere og nye aktører på banen, når kommunerne skal varetage fremtidens tværfaglige rehabiliteringsforløb.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...