EMNER

Tinglysningsretten: nu kører det for os

95 procent af alle sager bliver nu tinglyst på ti dage eller mindre.Arkivfoto: Grete Dahl

95 procent af alle sager bliver nu tinglyst på ti dage eller mindre.Arkivfoto: Grete Dahl

HOBRO:Tinglysningsretten har nået sit seneste mål før tid og tinglyser nu 95 procent af alle sager, på nær de matrikulære, på ti dage eller mindre, oplyser retten i en pressemeddelelse. Omlægningen til digital tinglysning i efteråret viste sig at være en langt større mundfuld for retten og brugerne af systemet - ejendomshandlere og banker - end forudset, og sagerne hobede sig op, mens såvel ventetiden som kritikken heraf eksploderede. I januar vedtog Tinglysningsretten en handlingsplan med et fast mål: Efter påske skal 95 procent af sagerne i 16 ud af 17 kategorier behandles på maksimalt ti dage. Det mål er allerede nu, en uge før tid, opfyldt i alle 16 kategorier, oplyser retten, og dens præsident, Sørup Hansen, er glad. - Men vi fortsætter arbejdet med at gøre ventetiden endnu kortere for de sager, der bliver behandlet manuelt, siger han. Der kører stadig mere end 17.000 sager automatisk gennem systemet på få minutter hver uge. Der vil dog altid være sager, der skal gennem hænderne på en sagsbehandler, og nu bliver dette arbejde altså for 95 procents vedkommende i 16 ud af 17 slags sager klaret på under ti dage. Det svære tager tid Handlingsplanen indebar blandt andet, at 25 ekstra sagsbehandlere kom til Tinglysningsretten i Hobro, og at arbejdet med at behandle sager blev specialiseret i forskellige teams. Der vil dog stadig være sager, cirka fem procent, der har ligget længere end ti dage. Det kan være, fordi de hænger sammen med en sag i den sidste kategori, nemlig matrikulære sager, der først har deadline for ti dages behandlingstid i slutningen af maj. Men det kan også være, fordi det simpelthen er mere komplicerede sager, der tager længere tid at behandle – ganske som før digitaliseringen af tinglysningen. Når påsken slutter, og den afgørende måldato viser sig i kalenderen, er det dog vigtigt at have i tankerne, at fem påskedage vil være tikket ind i regnskabet. Altså vil sagsbehandlingstiden efter påske på grund af helligdagene være over de 10 dage, hvis man tæller kalenderdage. I hverdage vil sagsbehandlingstiden dog være under de 10 dage, og den ”tabte” kalendertid vil være indhentet i løbet af den efterfølgende uge.