Tips til den daglige smøring

Madpakken skal tage udgangspunkt i det børnene godt kan lide, ellers spiser de den ikke. Det betyder ikke, at børnene skal have det samme hver dag, eller at man ikke skal komme nye ting i madpakken. Tværtimod er det en god ide jævnligt at give nye ting med, så barnet får smag for nye ting. En god regel er, at der altid bør være en mad med fiskepålæg, en med magert kødpålæg samt en uden kød f.eks. en kartoffelmad, en rosin-, tomat- eller bananmad. Herudover én frugt og én grøntsag. Med hensyn til fisk er det godt at veksle mellem fede fisk som f.eks. makrel og laks og de magre som f.eks. rødspætte og fiskefrikadelle. Med hensyn til kødprodukter bør man først og fremmest bruge de magre produkter (under 10 g fedt/100g) som eksempelvis skinke, filet, hamburgerryg, saltkød, kalkun og kylling. Man behøver dog ikke helt at udelukke federe produkter. De kan bruges for eksempel en gang om ugen eller i mindre mængder. Vær opmærksom på, at ikke alle slags "let" og "light" pålæg er specielt magert. Det kan for eksempel gælde mayonnaisesalater. Hvis man giver ost med hver dag, bør den være relativ mager (30+ eller mindre). Federe oste kan gives en gang imellem i tyndere skiver. Pynt gerne madderne med grønt som f.eks. tomat, agurk, rødbede etc., hvis barnet kan lide det. Børn vil som regel hellere have frugten og grøntsagerne ved siden af brødet end oven på brødet. Det kan være mere indbydende og varierende med flere små pakker med grønt i stave end f.eks. én stor gulerod. En gang imellem kan frugten varieres med et frugtspyd med forskellige slags frugter i mundrette stykker. Overraskelser. I stedet for slik, mælkesnitte, cheesedippers, Danone-frugtkvark og lignende, som ikke hører hjemme i madpakken, er der sagtens plads til lidt "hyggemad" eller overraskelser som for eksempel chokolademad, frugtsalat, saltstænger, yoghurt, rosiner og tørret frugt, nødder, oliven etc. Kilde: Fødevaredirektoratet