Tips til læseheste-forældre

Bo Skjoldborg giver her en række tips til forældre og andre voksne, der gerne vil hjælpe børnene på vej med læseriet. - Læs for børnene, mens de er små Der er solidt belæg for, at børn, der har fået læst højt, mens de var små, ender med selv at læse bøger. - - Få børnene til at skrive selv At skrive gør én bedre til at læse. Ligesom at læse gør én bedre til at skrive. Så lav en konkurrence om hvem der skriver den vildeste historie. Eller lad børnene skrive en bog i fællesskab. Og få den trykt til klassen, familie og venner - så historierne bliver brugt. - - Giv børnene vedkommende historier Lad ikke en vilkårlig dansklærers ambitioner og smag eller et laset klassesæt være afgørende for, om dit barn kommer til at læse bøger. Søg selv aktivt efter de gode historier. Dvs. dem der enten beskæftiger sig med emner, miljøer og personer, som dit barn kan genkende - eller som bare er spændende og godt fortalt. Få fat i Michael Endes "Den uendelige historie". Ellers lad dem bare læse Gåsehud, selvom det er noget hø. - - Hav bøger stående fremme Lad bøgerne stå fremme på reolen eller flyde overalt. Gem dem ikke ad vejen i skabe eller i soveværelset. Lad tilstedeværelsen af bøger være en del af det ydre miljø, som dine børn senere vil forbinde med deres gode, trygge og kultiverede barndomshjem. - - Brug biblioteket Introducer biblioteket som et sted hvor det er rart at være - hvor man tager op sammen om lørdagen for at finde nogle gode bøger. Eller efter børnehaven for at slappe lidt af og læse højt eller spille computerspil. Snak med bibliotekaren om gode bud på bøger og arrangementer på biblioteket. - - Mød forfatterne Tag til oplæsningsarrangementer. Eller hyr en forfatter til skolen. Tal med forfatteren, skuespilleren eller hvem der nu læser op. Spørg barnet, om hun vil spørge ham eller hende om noget. Og hav evt. en bog med af forfatteren, som I kan få en autograf i. Det gør det hele mere levende. - - Begræns brugen af andre medier Giv for guds skyld aldrig børnene deres eget tv! Aldrig! Tv er bogens fjende nummer et: Det er alt andet lige så ufattelig let at trykke på knappen, når man keder sig og trænger til støj. Lad ungerne bruge tv'et og computeren et fast tidsrum pr. dag. - - Brug Internettet Som forældre kan man umuligt vinde kampen mod computeren og Internettet. Men man kan lede efter nogle af de udmærkede web-steder, der har med bøger at gøre og foreslå ungerne at surfe derhen. Et oplagt bud er www.dotbot.dk, som er et virtuelt bibliotek for børn af begge køn og i alle aldre. Her kan ungerne blandt andet anbefale bøger til hinanden, besøge en kæledyrsdetektiv, spille spil og quizze. En anden mulighed er www.herningbib.dk/born, hvor børnene kan skrive små historier til hinanden - som udgives på siden. Man kan også besøge www.childbooks.dk, hvor stemningen er som i dagligstuen på en vampyrborg, og man for eksempel kan få læst højt eller køre i sporvogn med "Palle alene i verden". Endelig kan de 8-12-årige besøge hjemmesiden til børnethrilleren "Vild flugt" på www.boskjoldborg.dk. Ungerne kan spørge børnene i bogen om det, de har lyst til. Spørgsmål og svar bringes på siden. Eller de kan selv skrive en vild historie, maile den og vinde et eksemplar af bogen.