Aalborg

Tirret Taz

Den lille hurtigløber er rykket over i venstre side

LARNAKA:Det er næppe muligt at løbe solen sort - slet ikke på Cypern - men Jacob "Taz" Sørensen gjorde et ihærdigt forsøg i tirsdagens AaB-sejr på 2-1 over det slovakiske tophold Artmedia. På djævelsk maner jagtede han næsten konstant bolden i sin velkendte flagrende stil, og i flere situationer var anstrengelserne tæt på at give bonus. - Jeg kan nu gøre det bedre. De havde en god back, og der var ikke så meget, som lykkedes for mig offensivt, lyder det dagen derpå med klædelig selvkritik fra Jacob Sørensen, der i efteråret fik lidt af et gennembrud ved at starte på banen i de sidste 17 kampe bortset fra pokalnederlaget i Horsens, hvor han var skadet. Alligevel har AaB i vinterpausen valgt at engagere både Mattias Lindström og Fabiano de Santos som konkurrenter til Jacob Sørensens plads på højrekanten. - Det ærgrer mig da lidt, men sådan er gamet i elitesport, og jeg kæmper blot ekstra for at erobre en plads og er egentlig ligeglad med, om jeg spiller i højre eller venstre side. Der er fordele og ulemper ved begge positioner. Duel med Gaarde I optaktsfasen er Jacob Sørensen rykket over på venstrekanten, hvor pladsen lige nu ligner en duel mellem ham og Allan Gaarde. - U21-landstræner Flemming Serritslev mener faktisk, at jeg er bedst i venstre side, og her spillede jeg hele kampen, da vi for et par uger siden vandt EM-kvalifikationskampen i Grækenland. I AaB-regi trådte Jacob Sørensen ind i superligatruppen i træningslejren i Italien for fire år siden, da han som yngste mand lige var fyldt 18 år. - I dag er der betydeligt flere unge spillere i truppen, men de fleste af os har efterhånden en del kampe på bagen, og jeg tror på et godt forår, hvis vi alle knokler lige så meget som i tirsdags.