Frederikshavn

Tirsdag bliver Store B-dag

Verdensstjernen Bryan Adams er på vej til Frederikshavn - med eget køkken og egen kok

55-årige Bryan Adams har kurs mod Frederikshavn, hvor han tirsdag aften giver koncert i Arena Nord.
55-årige Bryan Adams har kurs mod Frederikshavn, hvor han tirsdag aften giver koncert i Arena Nord.

Opdateret kl. 17:00

FREDERIKSHAVN: Tirsdag er B-dag. B som Bryan. A som Adams.

Den canadiske verdensstjerne spiller i Arena Nord. Han var her i september 2006 til den måske største koncert i arenaens 10-årige historie, og nu sker det igen.

- Det er noget af det største, vi kan lave som indendørs koncert, både budget- og rammemæssigt, siger direktør Per Malmberg.

Han glæder sig som en langhåret teenager, der lige har været i CD-Baren for at hente "Reckless", Bryan Adams´ nu 30 år gamle hit-album, som lægger navn til turnéen.

Første job i år i Europa

Bryan Adams har i årets to første måneder spillet 15 koncerter i hjemlandet Canada. Koncerten i Frederikshavn er hans første i år i Europa, og den 55-årige superstar kommer med omkring 30 mand stort crew, der ankommer i aften i otte store lastbiler og tre busser.

Arena Nord skal stille med 60-70 mand, der skal hjælpe med at få det enorme setup på plads - og ikke mindst pakke det ned igen, straks showet er slut.

- Bryan Adams spiller i Århus onsdag aften, så de skal hurtigt videre, siger Morten Sønderskov, teknisk chef i Arena Nord.

Egen kok og eget køkken

Modsat andre verdensstjerner, der har været på besøg, er Bryan Adams' krav til personlig forplejning meget spartanske.

- De har deres egen kok og eget mobil-køkken med, så den del klarer de selv. Bryan Adams er vegetar, så vi skal blot sørge for, at der ikke lugter af kød, pølser og pommes fritter, siger Morten Sønderskov.

Første set i koncerten er samtlige numre fra "Reckless". Andet set er "greatest hits", mens ekstranumrene er coverversioner af nogle af Adams´ egne favoritter.

Udover musikken bliver der et spektakulært videoshow med flashbacks til midt-80'erne, da "Reckless" blev indspillet.

Scenen i arenaen bliver så stor, at der "kun" bliver plads til 3200 tilskuere.

Arena Nord har solgt Bryan Adams-billetter "til hele landet". Per Malmberg håber på mindst 2.500 tilskuere, og der bliver både sidde- og ståpladser i arenaen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden