EMNER

Tirsdagsholdet plejer fortiden

Pensionister vedligeholder og fornyer, mens Egnssamlingens leder drømmer om arkivar og brandsikring

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Godt, det ikke er på akkord, konstater Erik Toft, der smukkeserer den gamle smedje.

SALTUM:Det hele begyndte med ideen om en samling lokale postkort til dokumentation af det, der var engang. Her en snes år senere kan Egnssamlingen i Saltum vise publikum tidligere tiders liv i hele Pandrup Kommune, først og fremmest takket være en stor skare frivilliges indsats. Det kan de andre kommuner i det kommende fællesskab ikke diske op med. Modsat må den nye kommune beskæmmet bøje nakken, hvis den ser sig omkring i kongeriget. - Det er tankevækkende, at kun to af landets nye kommuner ikke har et statsanerkendt museum. Jammerbugt Kommune er den ene, siger Egnssamlingens leder, Helge Nielsen. Den tidligere skolelærers ønsker er af mere beskeden art. Men tiltrængte. - Bare der kunne blive ansat en arkivar. Det ville give et vældig løft, siger han. Og så er der det med nattesøvnen. Alene tanken om, at samlingerne kan blive ofre for en brand, plager ham. - Der er en garage lige ved siden af og nu om dage kan biler jo bryde i brand af sig selv. Hvis det brænder her, forsvinder hele Pandrup Kommunes historie. Derfor leder vi efter sponsorer til et hus med et brandsikret rum. Blandt de mest sårbare er omkring 5.000 originalfotos eller flere og alle arkivmapperne med bl.a. personoplysninger, fortsætter Helge Nielsen og peger på noget skriftligt materiale, han lige har fået stukket i hånden af en af de frivillige. - Det er lovene for Sdr. Saltum Transformatorforening fra 1925. Måske det eneste eksemplar, der findes. Skulle mareridtet blive til virkelighed er Helge Nielsens umiddelbare reaktion: Så tror jeg, at jeg render grædende væk. Han har været med, stort set siden den spæde start, og sørger årets rundt sammen med lokale, historisk interesserede for det hele og for, at besøgende kan få hjælp til slægtsforskning og en god oplevelse, når de kigger på samlingerne. I ferien også med ugentlige aktiviteter for børn. Han er også arbejdsleder for Tirsdagsholdet - en snes pensionister, som trofast møder op hver tirsdag kl. 9 for i eget tempo at bygge nyt, reparere gammelt, slå græs, væve og meget andet. Lige så trofast slipper de værktøjet en time senere og myldrer til kaffepause. Den kan nemt trække ud, for det sociale liv skal også plejes. Og selv mindre talende får hurtigt tungen på gled i takt med, at kaffen synkes, for en lille klar hører med.