Tissemænd og store følelser

Danmarks svar på Gøg og Gokke, Frank Hvam og Casper Christensen, er klar med "Klovn The Movie"

- Frank er sent på den. Det er det sædvanlige! Casper Christensen og Frank Hvam har travlt. De har lige klippet "Klovn The Movie" færdig. Der er en uge til premieren, og pressen ringer. - Det var Information, så måske er jeg lige lidt svær at forstå. Men det går hurtigt over, siger Frank Hvam, da han dukker op. De to har på forhånd bedt om, at vi ikke snakker for meget om plottet i filmen. Det skal være en overraskelse. Men så er der jo plakaterne. Der er blevet talt en del om Caspers nøgne tissemand. Andre glemmer sent synet af Franks vinterhvide kropshud kærligt korsfæstet på et leje af rosenblade. Det handler selvfølgelig om mænd - sådan nogle som Casper Christensen og Frank Hvam, der har rundet de 40, men ikke helt har fattet det endnu. - Det interesserer os rigtigt meget, hvordan mænd på vores alder opfører sig, siger Casper Christensen, og Frank Hvam uddyber: - I naturligt luntetrav tager Casper og Frank en sidste tur rundt i manegen til ære for de unge piger. "Kig på mig, kig på mig". Tour de Fiss' Her er, hvad vi må sige om handlingen: Casper og Frank skal på kano-tur kaldet Tour de Fiss', drengen Bo kommer med på slæb, Bent Fabricius Bjerre har et luksusbordel, og Frank afbryder en Thomas Helmig-koncert på Skanderborg Festivalen, hvilket nogle af læserne måske allerede ved, hvis de var der. Der er komik, så man griner og græder, som vi kender det fra tv-serien. Men der trækkes også tårer på den anden måde - den alvorlige. For der er mere på spil i filmen end bare sjov. Casper: - Vi kommer ofte til at tale om sex, men det er faktisk en smuk, lødig voksenfilm. Frank: - Den handler om voksne mennesker og voksne menneskers problemer. Casper: - Nogle tror måske, at fordi der er sex på plakaten, så er det sådan noget ungdommmeligt fjolleri. Men for os er det faktisk meget væsentligt at fortælle, hvordan det er at blive 40 år og stadig opfatte sig selv som et seksuelt væsen og så opdage, at andre ikke gør. Unge piger for eksempel. - Sidste udkald! konstaterer Frank Hvam nøgternt. Casper: - Det kan godt være, driften virker ynkelig, men det ER jo ikke sidste udkald. Frank: - Kan du ikke fornemme, at vi ikke har så mange år tilbage, hvad det angår? Casper: - NEJ! Farfornemmelser For mænd på 40 er det ikke kun sex (eller problemer med at få det), der trænger sig på. Som regel vil der også være noget med forplantning inde over - og det er der så absolut i "Klovn The Movie". - Det er en film, der handler om, hvordan man får lov til at være den far, man selv gerne vil være, siger Casper Christensen. Både han og Frank Hvam synes, kvinderne har fået lidt for meget patent på, hvordan familieliv skal leves, og det har mange mænd svært ved at finde sig til rette i. Casper: - Kvinder er meget dominerende. De har - med rette - kæmpet sig til ligestilling, men imens er manden gået på arbejde og har ikke helt kunnet følge med. Frank: - Det er kvinderne, der styrer det sociale. Det er også kun deres venner, der bliver fælles. Casper: - Det er derfor, mænd går i herreklubber og loger. Frank: - Men de burde jo mande sig op og sige: "Slap nu af - tag det roligt. Hertil og ikke længere." Casper: - Vi har gudskelov kærester, som lader os folde os ud og synes, Klovn er sjovt. Frank: - Men alle har jo brug for et frirum og for at udtrykke deres følelser og tanker. Måske hjælper vi nogle ved at være en slags ventil for det? Casper - Det tror jeg, vi gør. Afprivatisering Når Frank Hvam og Casper Christensen klæder sig af fysisk og mentalt, ved de godt, at de kommer til at overtræde nogle tabuer eller støde an mod den gode smag. Det sker også for andre. Frank: - Ta' nu bare Jørgen Leth. Alle har lært af den sag. Men ingen har ændret sig. Casper og jeg tænker ikke tanker, som andre ikke tænker. Vi river bare en dør ned til det private rum og griner. Alle har en karismatisk kammerat som Casper eller en lettere socialt handicappet ven som Frank - og lidt af dem begge i sig selv, mener de to komikere. Casper: - Vi er sådan en slags Gøg og Gokke. Frank: - Ja. Casper styrer virkeligheden, og Frank slår sig på den. Sådan er de ikke privat. Frank og Casper fra "Klovn" er roller udviklet over år, og de kunne lige så godt hedde noget andet, forsikrer Frank Hvam og Casper Christensen. Casper: - I "Klovn" er Casper hele tiden på toppen, mens Frank mest forsøger at følge med. Det hierarki har vi ikke i virkeligheden. Vi lever faktisk relativt ens og er enige om rigtigt mange ting. Frank: - Ja, men du er jubleren, og jeg er grubleren ... Casper: - Hvor HAR du sagt det mange gange, og hvor er det DUMT, mand! Voksenklovner Selv om "Klovn The Movie" er en sjov film med et varmt budskab, så er det vigtigt for komikerparret at få understreget, at den ikke er for små børn, selv om der er et barn med. Frank: - Jeg synes, man skal tænke sig rigtigt godt om, før man sætter sin fem-årige til at se den. Casper: - Sådan er det da også med tv-serien. Jeg har aldrig forstået, at børn så den. Det var jo derfor, den blev sendt så sent. Frank: - Jeg kan godt se, at børn kan more sig over fald-på-halen-komikken, og at de måske synes, det er et spændende nøglehul ind til de voksnes verden. Men det er ikke vores intention. Casper: - Da vi fik at vide, at censuren havde bestemt, at man skal være 11 år for at se filmen, syntes jeg, det var helt fint. Vi går jo hele vejen, for pokker. Frank: - Vi vil gerne kunne se andre mennesker i øjnene uden at skulle mistænkes for at spekulere i at underholde børn med voldsomme seksuelle ting. Det er en film lavet AF voksne mennesker TIL voksne mennesker. - Det var flot sagt, det sidste, Frank! - Det synes jeg også ... - Fakta om filmen Klovn The Movie har biografpremiere 16. december over hele landet. Filmen er instrueret af Mikkel Nørgaard. Manuskriptforfattere og hovedrolleindehavere er Frank Hvam & Casper Christensen. Desuden medvirker blandt andre Marcuz Jess Petersen, Iben Hjejle og Mia Lyhne. - Blå bog: Casper Christensen Født 22. august 1968, komiker, manuskriptforfatter, tv-vært. Blandt andet kendt fra "Tæskeholdet", "Casper og Mandrilaftalen", "Langt Fra Las Vegas" og tv-serien "Klovn". Desuden medskaber af og forfatter på "Live fra Bremen" og vært på talkshowet "Aloha!". Danner par med skuespiller Iben Hjejle. Parret har tre sammenbragte børn. - Blå bog: Frank Hvam Født 12. september 1970, komiker, manuskriptforfatter og skuespiller. Har blandt andet medvirket i "Casper og Mandrilaftalen", "Langt Fra Las Vegas" og naturligvis Klovn. Turnerede sidste år med sit første one-man show, "Live 09", der er udkommet på dvd. Frank Hvam bor sammen med filmklipper Anja Farsig. Parret har et barn.